Syddjurs indfører straks-behandling af byggesager

Et hurtig-spor for simple og fuldt oplyste private byggeansøgninger skal få sagsbehandlingstid ned.
15. SEP 2020 15.34

SYDDJURS: For at sætte fart på sagsbehandlingen af byggesager har Syddjurs Kommune fra 1. september indført "straks-behandling" inden for 15 arbejdsdage for fuldt oplyste sager af simple private byggeansøgninger, der handler om garager, udhuse, drivhuse og lignede, samt nye enfamiliehuse, sommerhuse og tilbygninger hertil.

"Straks-behandling" forudsætter, at følgende er overholdt:

  • Sagen er fuldt oplyst med al relevant dokumentation.
  • Byggeretten kapitel 8 i Bygningsreglementet 2018 er overholdt.
  • Relevante lokalplaner, byplanvedtægter eller tinglyste deklarationer er overholdt.
  • Ansøgningen forudsætter ikke godkendelse efter anden lovgivning - for eksempel landzonetilladelse.

Hvis ansøgningen ikke holder sig inden for ovenstående, behandles den på almindelig vis med en forventelig gennemsnitlig sagsbehandlingstid på lige nu 12-14 uger.

Behandlingstid er steget

Med en behandlingstid på 14 dage har Syddjurs i en årrække været blandt de hurtigste kommuner i landet til behandling af byggesager.

Dog har sagsbehandlingstiden været stigende, blandt andet på grund af de øgede dokumentationskrav i forbindelse med det nye bygningsreglement, oplæring af nye medarbejdere samt hjemsendelse på baggrund af covid-19, fortæller kommunen.

Derfor er der sat en række indsatser i værk for at vende tilbage til hurtigere sagsbehandling, og det er "straks-behandling" en del af.

- Sagsbehandlingstiderne er stadig lange i forhold til tidligere tider, men jeg håber, at vi med alle vores tiltag hurtigt vil bevæge os i den rigtige retning, siger udvalgsformand Kim Lykke Jensen (SF).

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard