Elløbehjulene ryger ud af store dele af København
Elløbehjulsfirmaer har fået kritik for, at løbehjulene flyder i gadebilledet og irriterer cyklister.
Foto: Lisi Niesner, Reuters

Elløbehjulene ryger ud af store dele af København

Man skal ikke kunne leje et elløbehjul på gaden i områder af København med tæt bebyggelse - men gerne i butikker, hvor man skal aflevere det igen.
9. OKT 2020 6.23

KØBENHAVN: En politisk aftale i Borgerrepræsentationen i hovedstaden forbyder udlejning af elløbehjul fra offentlige områder i det meste af Indre By og brokvartererne i København.

Det oplyser teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Konkret hedder det i aftalen, at man i områder med tæt bebyggelse i centrale dele af København ikke længere kan starte et af de mange løbehjul, der står rundt omkring på offentlige arealer.

- Det er et forbud mod, at de skal kunne udlejes fra offentlige arealer, hvor vi skal prioritere pladsen. Der kan være bænke, der kan være udeservering og alt muligt andet, siger Ninna Hedeager Olsen.

Det vil stadig være muligt at udleje elløbehjul fra en forretning, hvor kunden kan komme tilbage med løbehjulet efter endt tur. Men de skal altså ikke længere kunne lejes fra gaden.

I forvejen har elløbehjulsfirmaerne, der har løbehjul stående i København, bestemt, at det ikke længere skal være muligt at parkere løbehjulene i det indre København.

Det er firmaerne Voi, Lime og Tier, der efter at have anerkendt problemer med irritation hos gående og cyklister har besluttet det. Voi har desuden lukket for sine elløbehjul i nattetimerne for at stoppe spritkørsel på de eldrevne køretøjer.

300 til skade

Ninna Hedeager Olsen mener dog, der er behov for at regulere ved lov i stedet for at lade branchen selv stå for den del.

- Det er i hvert fald halvandet år siden, vi bad dem om at vise, at de kunne styre de her løbehjul, som har flydt på gaden i så lang tid. Så er det rigtigt, at de en lille uge, før vi vedtog de her restriktioner, har fundet nogle løsninger, siger hun.

Voi, der står for en stor del af løbehjulsudlejningen i Danmark, ønsker torsdag aften ikke at kommentere udviklingen. I stedet kommer selskabet med en udtalelse fredag, lyder det.

Elløbehjul til udlejning fra gaden kom til Danmark i 2019. De har siden da været stærkt omdiskuterede. Flere har klaget over, at de fylder i gadebilledet og irriterer cyklister og fodgængere, mens de også har været skyld i en del ulykker.

I 2019 kom knap 300 til skade i ulykker med elløbehjul, skrev fagbladet Ingeniøren i januar.

Ritzau
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard