Lyngby-Taarbæk siger farvel til direktør

Som led i et generationsskifte stopper direktør Bjarne Holm Markussen i direktionen og får nogle tværgående opgaver.

LYNGBY-TAARBÆK: Efter knap 40 år og mere end 30 år i kommunens administrative ledelse udtræder direktør Bjarne Holm Markussen ved årsskiftet 2020/2021 af kommunes direktion og koncernledelse.

Udtrædelsen er et led i en aftale om generationsskifte. Bjarne fortsætter i en tidsbegrænset periode med at understøtte og implementere større tværgående opgaver, oplyser kommunen.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Sigurd Agersnap (SF) siger:

- Bjarne har været en af hovedårsagerne til, at jeg er faldet til i kommunalpolitik. Med sit overlegne overblik og rolige gemyt har Bjarne været en vigtig vejviser ind i det kommunale. Man kan altid gå til Bjarne for et godt råd eller en god ide, og så har jeg altid kunne gå til Bjarne med dumme spørgsmål, uden at det har skulle ligge mig til last.

Kommunaldirektør Søren Hansen fortsætter:

- Bjarne er meget afholdt, dygtig og samtidig vores fælles hukommelse gennem mange år. Indsigt, skarphed og en forståelse for detaljerne i opgaverne kendetegner den ildhu og flid, som han har lagt i sit virke for kommunen.

Bjarne Holm Markussen blev ansat i Lyngby-Taarbæk Kommune i 1981 som ingeniør i forsynings- og miljøområdet, som han 1989 blev afdelingsingeniør i. Året efter i 1990 blev han driftschef for forsyning, miljø, park, veje og kirkegårde. Dette job varetog han i otte år, hvorefter Bjarne søgte og fik stillingen som direktør for teknisk forvaltning i 1998. Siden 2012 har han været direktør for bl.a. teknik og miljø, jobcenter og beskæftigelse, samt erhverv og turisme.

Stillingen som direktør bliver snart slået op. 

ka
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard