dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Seks kommuner risikerer boligkollaps

Boligselskaber er truet af konkurs i en række udkantskommuner. Seks borgmestre er nu gået sammen med opsang til ministeren
29. SEP 2014 10.06

VESTJYLLAND: Tusindvis af lejere risikerer, at huslejen stiger brat og i værste fald, at afdelingen i deres almene boligselskab går konkurs. Det kan blive konsekvensen af, at vest- og midtjyske kommuner oplever en stigende affolkning i de mindre byer. Og det har fået Lemvig, Holstebro, Ringkjøbing-Skjern, Struer, Herning og Ikast-Brande kommuner til at bede ministeren om hjælp.

Afdelinger i det almene boligselskab BoMidtVest er tæt på konkurs. Selskabet er repræsenteret med flere afdelinger i hver af de seks kommuner, og ud af de 3600 lejemål, som selskabet administrerer, var 89 ledige pr. 1. september 2014. De tomme boliger er koncentreret i nogle få afdelinger i mindre byer. Hvis disse afdelinger går konkurs risikerer man, at de trækker hele boligselskabet med ned.

Derfor beder de seks kommuner ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, tage affære, så stat, kommuner, realkreditinstitutter og almene boligselskaber sammen kan finde en løsning på problemet.

Konkurs kan koste kommunekasserne dyrt
Det ændrede mønster i folks bosætning betyder, at afdelinger i boligselskaber mister indtægter i form af husleje. Det gør det svært at betale terminerne på realkreditlånene. Det eneste sted boligselskabet kan få dækket sine ekstra udgifter til lånene er ved at lade huslejen stige eller i værste fald erklære afdelingen eller hele selskabet konkurs og sende regningen videre til kommunerne og realkreditinstitutterne.

Hvis selskaberne går konkurs står kommunerne til at miste op til to-cifrede millionbeløb. De stiller delvis garanti for realkreditlån i almene boliger. Derfor ønsker de seks kommuner at få mulighed for at rive tomme boliger ned og på den måde fjerne overkapacitet i lejeboliger. Bliver de tomme boliger sat til salg, er risikoen, at det bliver starten på en ny dårlig spiral, hvor private underbyder hinanden og slår bunden ud af markedet for lejeboliger med endnu større konsekvenser for samfundsøkonomien og lejerne, som kommer i klemme.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.