dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Ældreudvalgsformand i Nyborg forhandlede plejecenter på egen hånd
Ældreudvalgsformand Carsten Kudsk (DF) til venstre fastholder at han intet har gjort forkert. Per Jespersen (S) til højre vil ikke desto mindre have ham til at nedlægge sin post. Foto: Nyborg Kommune.

Ældreudvalgsformand i Nyborg forhandlede plejecenter på egen hånd

Carsten Kudsk (DF) har overrumplet Nyborg Byråd med et færdigt projektforslag med finansiering, driftsgaranti og areal­reservation. Værsgo, stemmer I ja eller nej?

NYBORG: Hvis byrådsmedlem Carsten Kudsk (DF) i sin egenskab af ældreudvalgsformand vil planlægge et plejecenter, er der en stribe procedurer og formkrav, der skal overholdes i processen. Hvis en privatperson derimod præsenterer et projektforslag for en kommune, så er det som regel gennemarbejdet og lige til at sige ja eller nej til.

Det er alle enige om. Carsten Kudsk mener så derudover, at han uanset sit hverv som ældreudvalgsformand også godt kan optræde halvvejs som privatperson og forhandle et 150 mio. kr.'s plejecenterprojekt på plads med finansiering og driftsgaranti og det hele, uden at nogen i byrådet hører et ord om det undervejs - og det er netop, hvad han har gjort.

Det er der til gengæld ingen, der enige med ham i, i hvert fald ikke i Nyborg Byråd og da slet ikke i oppositionen, selv om Carsten Kudsk selv erklærer at have embedsmændenes ord for, at han ikke har foretaget sig noget regelstridigt. Selv i hans eget parti kniber det dog en smule med forståelsen:

- Normalt vender man den slags i udvalget og inddrager også økonomiudvalget eller borgmesteren - men Carsten synes at have hoppet nogle procedurer over, siger byrådsmedlem Jørn Gustavsen (DF) til Fyens Stiftstidende, men kalder dog også plejecenterprojektet et godt forslag.

80 boliger på attraktiv havnegrund
Projektet omfatter ifølge flere lokale medier et plejecenter med 80 nye plejeboliger med restaurant og andre faciliteter på en af de mest attraktive placeringer på DSB's havnearealer i Nyborg. Hemmelighedskræmmeriet begrunder Carsten Kudsk med, dels at han først skulle have finansieringen på plads, dels var han bange for, at andre ville komme projektet i forkøbet og sætte sig på DSB-arealet.

Disse udeståender er nu ude af verden med tilsagn fra et indtil videre unavngivet større pengeinstitut, driftsgarantier fra OK Fonden (se præcisering under artiklen) og Danske Diakonhjem, og tilsagn fra DSB Ejendomme om at reservere 11.000 kvadratmeter jord til projektet. Til gengæld er andre udeståender kommet til.

Ældreudvalgsmedlem Erik Rosengaard fra borgmesterpartiet Venstre har kaldt det 'yderst besynderligt' at der er forhandlet uden om udvalget, og udvalgsmedlem Per Jespersen (S) har ikke kunnet undertrykke sin ærgrelse over den politiske gevinst, som Carsten Kudsk står til at indkassere:

En win-win for Carsten Kudsk
- Ligegyldigt hvordan byrådet forholder sig til dette forslag, scorer Carsten Kudsk billige point hos vælgerne her med kort tid til valgkampen. Siger vi ja, kan han bryste sig af projektet. Og hvis vi siger nej, så kan han under valgkampen også score stemmer på, at han havde et fuldt finansieret forslag, som vi andre bare stemte ned, sagde Per Jespersen til Fyens Stiftstidende, da forslaget blev offentliggjort i sidste uge.

I denne uge, efter et møde i ældreudvalget, er han ikke blevet mildere stemt, tværtimod har har både på mødet og i flere lokale medier opfordret Carsten Kudsk til at trække sig fra formandposten, fordi han med sin fremgangsmåde sår tvivl om i hvilken egenskab han holder møder med diverse interessenter.

Lige præcis den begrundelse bider dog overhovedet ikke på Carsten Kudsk, der mener, at man med lige så meget eller lidt rette kunne beskylde Per Jespersen for det samme i forhold til hans dobbelte egenskab af teknik- og miljøudvalgsformand og 3F-formand.

Ældreudvalgets næstformand Martin Stenmann (S) er heller ikke begejstret, men har dog ikke villet tilslutte sig sin partifælle Per Jespersens opfordring til, at Carsten Kudsk bør trække sig. Det er da også fremgået af en tv-debat mellem Stenmann og Kudsk, at Stenmann har været en smule bedre og/eller tidligere orienteret om projektplanerne, nemlig samtidig med borgmester Kenneth Muhs (V).

 

PRÆCISERING 15/4 2016: OK-Fonden oplyser at den ikke indgået nogen aftale om drift af det omstridte plejcenter men alene har 'haft en indledende og sonderende drøftelse med Carsten Kudsk'.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.