Der kom noget i Vejen for kommunen

Sagen om den ulovligt eksproprierede jord og dermed ulovligt anlagte vej hen over en mark vest for Vejen rummer alle nødvendige elementer til et drama, og det er da også hvor sagen indtil videre er endt. Den lille mand mod både den store kommune og den store stat, sidstnævnte i skikkelse af Banedanmark, hvis elektrificeringsprojekt var den fristelse kommunen ikke kunne modstå. En klassiker.

Det hører dog med, at ‘den lille mand’, landmanden Martin Lund Madsen, der indtil videre har politiets velsignelse til at spærre den vej det hele handler om, ikke er mere lille, end at han er blandt Danmarks største svineproducenter og på ingen måde uden ressourcer, der kan matche både Vejen Kommune og Banedanmark. Tydeligvis, idet han jo fik ret i Højesteret. Martin Lund Madsen er tydeligvis også en habil forretningsmand (23 mio. kr. i overskud sidste år i en branche der er alt andet end nem), og man går nok ikke fuldstændig forkert i byen, hvis man gætter på at vejspærringen er en måde at forhandle en pris med kommunen for at lovliggøre vejen uden at gribe til en ny ekspropriationssag.

Sidstnævnte er kommunens bud på at gøre en ende på miseren, og også det kan man efter temperament tolke som en måde at forhandle på. Men en måde der ikke vækker stor jubel i statsministerpartiet Venstre og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, hvis retsordførere i Folketinget begge har stillet spørgsmål til både transportministeren om Banedanmarks rolle og indenrigsministeren om kommunens rolle. Begge er utilpasse ved udsigten til at kommunen ikke vil rette ind, men starte en ny sag på et andet lovgrundlag end det kasserede. Det er hvad de siger. Hvad de ikke siger er, at en sådan udgang på sagen også må komme ualmindeligt meget på tværs i forhold til et netop fremsat lovforslag om ændring af planlovens bestemmelser om netop ekspropriation, hvor afsættet udtrykkeligt er, at ‘regeringen ønsker at sætte borgeren før systemet’.

Det påfaldende her er imidlertid, at netop en ekspropriationssag på et andet lovgrundlag end Banedanmarks elektrificeringsprojekt udtrykkeligt nævnes som en mulighed i højesteretsdommens sagsfremstilling. Vel at mærke som et anbringende fra Martin Lund Madsen, som selv påpeger at ‘der er mulighed for at gennemføre det statslige elektrificeringsprojekt og et eventuelt kommunalt vejprojekt i en koordineret proces, jf. eksempelvis vejlovens § 94, stk. 2 (tidligere § 46, stk. 3). Dette er praktisk og sædvanligt, men hele ideen med dette er, at hver anlægsmyndighed må finde sit eget hjemmelsgrundlag’, hedder det. Meningen her er naturligvis at påpege en modstrid med ‘det organisatoriske specialitetsprincip, hvorefter det ikke tilkommer Banedanmark at varetage kommunens vejtrafikplanlægning’, som det anføres, men det kan lige så vel, og formentlig utilsigtet, læses som en vejledning i hvad Martin Lund Madsen ikke vil kunne gøre indvendinger imod i en ny ekspropriationssag.

Uanset juridiske spidsfindigheder kan sagen dog koges ned til tre hovedpunkter: 1. Jernbanestrækningen skal elektrificeres, og Banedanmark har juraen i ryggen til at ekspropriere, hvad der måtte være nødvendigt til det formål. 2. Vejen Kommune ville gerne benytte lejligheden til at placere en ny vej og en ny bro et andet sted end den gamle bro, der var for lav til Banedanmarks køreledninger. 3. Stridspunktet er sammenblandingen af de to formål.

Allerede ved den indledende besigtigelse protesterede Martin Lund Madsen mod netop sammenblandingen, og kommissarius tog indvendingen så meget til efterretning, at han forhørte sig i Transportministeriet, men ministeriet afviste indvendingen og ekspropriationen blev gennemført. I Esbjerg Byret fik Martin Lund Madsen imidlertid medhold, men Vestre Landsret mente det modsatte og gav Banedanmark medhold. Fremme i Højesteret gjorde to dommere det også. De blev bare overtrumfet af sagens tre andre dommere, og derfor er det endt med at Martin Lund Madsen har fået ret. I at sammenblandingen af de to formål ikke var lovlig.

Indtil videre, for med de skiftende og modsatrettede afgørelser er der ikke ligefrem tale om en situation, hvor juraen fremstår entydig, og alene derfor kan en ny domstolsprøvelse være sagligt velbegrundet. Ud fra en lige så saglig betragtning burde ingen af de to parter dog være interesseret i et nyt flerårigt forløb i retssystemet, og derfor taler almindelig snusfornuft for at de selv finder en løsning.

Tidligere i sin karriere har nærværende klummeskriver i embeds medfør overværet talløse retssager og uddraget en samlet lære af dem alle sammen: Det er objektivt set ikke muligt at vurdere udfaldet af en retssag korrekt ud fra medieomtale alene, men kun hvis man enten selv har overværet retssagen eller som minimum læst domsudskriften. Hvis derfor læsere af denne klumme føler trang til at kloge sig på sagen, så læs både byretsdommen, landsretsdommen og højesteretsdommen først. Bare et godt råd.