Årets klimatopmøde, COP27, er på vej ind i sin slutfase, hvor statsledere og ministre igen er ankommet til badebyen Sharm el-Sheikh.
Mødet slutter efter planen fredag, men har tradition for at gå over tid. Onsdag er der stadigvæk store uenigheder blandt landene:
- Jeg tror, at vi har et større antal varige problemer end normalt, lyder det fra Wael Aboulmagd, Egyptens særlig repræsentant for COP27-formandskabet.
- Vi havde håbet under de nuværende omstændigheder at se mere vilje til at samarbejde og være imødekommende, end vi ser, siger han ifølge Reuters.
Et af de spørgsmål, der har fyldt meget, er, hvem der skal betale regningen for de tab og skader, der sker på grund af klimaforandringer.
Det er særligt noget, de fattigere lande, som kun i begrænset grad har bidraget til den globale opvarmning, er interesseret i.
Tirsdag gav Kina og en gruppe af mere end 130 lande deres forslag forud for de afsluttende forhandlinger. De ser en særlig fond for sig, der skal hjælpe ulande med de stigende udgifter hertil.
Blandt andet USA er dog imod, og udviklingen bekymrer Mary Robinson. Hun er tidligere præsident i Irland og nu formand for en gruppe af tidligere toppolitikere, der kalder sig "De ældre".
- Der ser ud til at være lidt af en blokering i spørgsmålet om tab og skader, siger hun ifølge Reuters.
Det er sjældent, at "De ældre", som også tæller FN's tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, blander sig offentligt.
/ritzau/