Der skal indføres et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i brandslukningsskum.
Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) på et doorstep.
- Vi er i gang med et EU-forbud, hvilket vil være det største forbud af så mange tusindvis af stoffer på EU-plan, men det tager lang tid. Der er også lang indfasning.
- I mellemtiden kan vi tage enkelte stoffer ud. Og det næste skridt i Danmark er på øvelsesterræner og i forhold til brandslukningsøvelser. Vi laver et nationalt forbud i brandslukningsskum, siger Heunicke.
PFAS er en samling af kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne i alt fra produkter som brandslukningsskum til fødevareemballage.
Forbuddet træder først i kraft efter årsskiftet, altså i 2024, oplyser ministeren.
SVM-regeringen arbejder for et forbud mod PFAS generelt på EU-plan. Regeringen vil desuden begrænse brugen af PFAS i Danmark.
I den forbindelse er forbuddet i brandslukningsskum næste skridt.
Maria Reumert Gjerding, der er præsident Danmarks Naturfredningsforening, kalder det for et lille skridt i den rigtige retning. Hun efterlyser mere handling.
- Vi er glade for, at regeringen nu anerkender, at PFAS kan reguleres nationalt i Danmark.
- Men det her er et meget lille skridt, i forhold til hvor stort problemet med PFAS er. Vi havde håbet på, at miljøministeren ville udbrede forbuddet til flere områder og i bedste fald indføre et generelt nationalt forbud, siger hun i en skriftlig kommentar.
Tekstilområdet er det næste område, som man fra regeringens side vil se på nationalt.
PFAS-stoffer er nyttige mange steder og bruges blandt andet til at imprægnere regntøj, så det bliver vandafvisende.
Men de er også skadelige. PFAS ophober sig i blod, organer og miljø og kaldes "evighedskemikalier", da de er svære at nedbryde.
De mistænkes også for at øge risikoen for kræft.
I 2020 blev PFAS forbudt i fødevareemballage af pap og papir i Danmark, og Danmark og flere andre vil have et EU-forbud mod stofgruppen.
Et udkast skal præsenteres i Bruxelles i februar. Flere partier vil dog have et nationalt forbud, da det kan tage år, før et EU-forbud er klar.
Sidstnævnte bekræfter Heunicke tirsdag. Arbejdet med et EU-forbud og dernæst indfasning er langvarig.
Regeringen har varslet en national handlingsplan på området. Status på den har Heunicke tidligere tirsdag givet miljøordførerne fra Folketingets partier.
/ritzau/