Tre kommuner har nu planer, der lever op til Parisaftalen
Project Zero, der skal gøre Sønderborg Kommune klimaneutral, tiltrækker sig international opmærksomhed. Kinesere er her på besøg på Geotermisk anlæg.
Foto: Lene Esthave, Ritzau Scanpix

Kommunal klimakamp:
Tre kommuner har nu planer, der lever op til Parisaftalen

Den største, den tredjemindste og så Sønderborg har klimaplaner, der lever op til at gå efter CO2-neutralitet senest i 2050.
21. SEP 2020 10.15

Tre af de 98 kommuner har i dag klimaplaner, der lever op til Parisaftalens mål om helt at få bugt med CO2-udledningerne senest i 2050, nemlig København, Samsø og Sønderborg.

Det oplyser Realdania, der i sidste uge har inviteret alle de kommuner, der i dag ikke er en del af klimasamarbejdet DK2020 med - det er 78.

Samsø og Sønderborg er med blandt de 20, som i dag er indbefattet af DK2020, og som af Realdania og Concito får råd og vejledning til at planlægge sig hen mod klimaneutralitet.

De to har i flere år været klimafrontløbere, og de 18 øvrige, der er med i første DK2020-runde, forventes at få klimaplanerne færdige her i efteråret.

København står årligt for en udledning på godt to mio. ton CO2, hvilket svarer til hele syv pct. af den totale mængde CO2, der - over hele landet - skal væk for at nå det nationale mål om 70 pct. reduktion i 2030.  

Udledningen i København findes stort set udelukkende indenfor de to sektorer transport og energi fordelt fifty-fifty.

I Sønderborg udgør landbruget 27 pct., mens transport står for 26 pct. og energi 44 pct. af den samlede udledning.

Udledningen er her 559.248 ton svarende til omkring en pct. af den samlede udledning i Danmark - eller lidt mindre end de 660.000 ton CO2, som Aalborg Portland med en melding i sidste uge har sat sig for at reducere sin udledning med frem til 2030.

Sønderborg har i adskillige år haft høje klimaambitioner - samlet i initiativet ProjectZero - og var blandt de allerførste i den kommunale verden til at sætte konkret handling bag de pæne ord om klima.

Samsø har en helt tredje fordeling mellem sektorerne, idet det her er landbrug og transport, der deler CO2-udledningen fifty-fifty. Samsø har længe været selvforsynende med vedvarende energi, hvilket slår igennem på CO2-regnskabet.

Af de tre kommuner står folkerige København for den laveste gennemsnitlige udledning per indbygger - årligt 3,3 ton CO2. Det er faktisk den næstlaveste gennemsnitlige udledning blandt kommunerne. Kun Frederiksberg, der også er en ren bykommune, har et lavere gennemsnit: 2,3 ton per indbygger. 

Sønderborg har over dobbelt så høj gennemsnitlig udledning per indbygger som København - 7,5 ton. Samsø har den gennemsnitligt højeste udledning blandt de tre, nemlig 8,6 ton per indbygger. 

Landkommuner med allerhøjest gennemsnitlig  CO2-udledning per indbygger finder man blandt udprægede landbrugs-kommuner med stor geografisk udstrækning og forholdsvis få indbyggere - Tønder med 21,8, Haderslev med 18,2 og Varde med 17 ton pr. indbygger.

 

 

Kilde: Energistyrelsen og Realdania. De nævnte tal og procenter er de senest tilgængelige - fra 2018.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard