dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Energirådmand: Varmekunder bør ikke bøde for el-sikkerhed
Joachim Adrian/Polfoto

Energirådmand: Varmekunder bør ikke bøde for el-sikkerhed

Aalborgs varmekunder betaler dyrt for opretholdelsen af Nordjyllandsværket, som er tvunget til at fortsætte sin elproduktion på grund af eludveksling med Norge og Sverige. Urimeligt, mener fjernvarmebranchen og Aalborgs energirådmand.

Aalborgenserne skal fra april til at betale betydeligt mere for varmen. For et gennemsnitshus på 130 kvadratmeter kommer varmen til at koste omkring 2.000 kr. mere om året.

Årsagen er, at kraftvarmeværket Nordjyllandsværket, som Aalborg Kommune har købt og overtaget fra svenske Vattenfall per første januar 2016, mangler indtægter fra sin produktion af el, fordi elpriserne længe har været faldende. Derfor er man nu nødt til at hente kraftvarmeværkets manglende el-indtægter ind over forbrugernes varmeregning.

Men det er ikke fair, at aalborgenserne skal stå alene med den udgift, mener både rådmand for energi- og miljø i Aalborg Lasse Puertas Navarro Olsen (EL) og brancheorganisationen Dansk Fjernvarme. Sagen er nemlig, at Nordjyllandsværket er blandt de strategisk udpegede kraftvarmeværker, som sikrer import og eksport af strøm mellem Danmark, Norge og Sverige, og værket er derfor til gavn for hele landets forsyningssikkerhed.

- Det er urimeligt, det er varmekunderne i Aalborg, som skal betale for, at der er kapacitet på elnettet. Derfor er jeg enig med Dansk Fjernvarme i, at vi skal se på, hvordan forsyningssikkerheden kan finansieres på anden vis, så vi ikke står med hele regningen, siger Lasse Puertas Navarro Olsen (EL) til dk-teknik.

Ministeren skal betale
Studstrupværket i Aarhus er blandt de kraftvarmeværker, som har valgt at lukke deres kraftværk, netop fordi indtægterne på el var lave. Derfor producerer værket primært fjernvarme i dag, og kun når elprisen er høj nok, laver værket både el og fjernvarme.

Men den model må man ikke kopiere i Aalborg, for Nordjyllandsværket er blandt de kraftvarmeværker, der via to kabler i havet sikrer elforbindelsen til Sverige, og den forbindelse fungerer kun, så længe der er gang i kraftværkerne i begge ender, fortæller vicedirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.

- Aalborg må ikke lukke elproduktionen, hvis man ønskede det, fordi det ville ødelægge dansk forsyningssikkerhed. Derfor mener vi, at Lars Christian Lilleholt (V) (energi-, forsynings- og klimaminister, red.) skal give Energinet.dk besked på at betale det, som det koster at opretholde Nordjyllandsværket, siger Kim Behnke til dk-teknik.

Problem flere steder
På den måde vil regningen blive delt ud på alle danskerne, som nyder godt af den elforsyningssikkerhed, Nordjyllandsværket leverer, understreger Kim Behnke.

Han peger på, at de lave elpriser ikke kun skaber udfordringer for kraftvarmeværket i Aalborg.

-  Det er også et problem i Odense, og det bliver også et problem i Esbjerg, hvor man har en havmøllepark, der leverer masser af strøm. Derfor er der brug for en politisk aftale om, at Energinet.dk betaler for de ydelser, man får fra de her kraftværker, når situationen er, at elpriserne er faldet så meget, siger han til dk-teknik.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.