
AALBORG: En selvkørende bus er snart klar til at køre ud på Astrupstien i boligområdet Aalborg Øst. Det er det første selvkørende forsøgsprojekt i Danmark, der nu endeligt har fået Transportministeriets godkendelse. Borgerne i Aalborg Øst kan hoppe af og på den selvkørende bus, så snart de sidste test og rutekortlægninger er på plads.
Aalborg Kommune står bag forsøget. Ministeriets godkendelse er længeventet, og den glæder borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
- Det er et skridt på vejen mod en bæredygtig mobilitet, og Aalborg Kommune vil anvende den førerløse teknologi som et middel til at gøre kommunens borgere mere mobile. Derudover vil vi bruge erfaringerne til mere generelt at blive klogere på denne teknologi, som vi regner med, vil komme til at spille en stor rolle i det fremtidige mobilitetssystem, så vi kan skabe gode forbindelser, siger borgmesteren.
Ifølge Transportministeriet har der været en tredjepart inde over ansøgningen for at vurdere færdselssikkerheden i forsøget, ligesom Færdselsstyrelsen har sikkerhedsgodkendt køretøjerne.
- Der er ingen tvivl om, at selvkørende busser - eller biler for den sags skyld - på længere sigt kan ændre den måde, vi færdes i trafikken på. Og det skal ske ud fra et fortsat fokus på en god færdselssikkerhed, som Aalborg Kommune også vægter højt i deres forsøg, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
De selvkørende elbusser er gratis at benytte i forsøgsperioden, og det er virksomheden Holo, der har fået tilladelsen til de autonome køretøjer i Danmark.
Nu skal der kortlægges ruter, konfigureres hastigheder og vigepligt samt busstoppesteder og trafikale forhold. Den endelige startdato kendes derfor ikke endnu.
ibs
Fakta om projektet
- Rute på 2,1 km med ti stoppesteder på Astrupstien, Aalborg Øst.
- Busserne bemandes i første omgang med en operatør fra Holo for at give passagererne en god oplevelse med den nye teknologi.
- Kapacitet på op til 11 passagerer.
- Det bliver gratis at benytte busserne i forsøgsperioden.
- Busserne er 100 pct. eldrevne og lader op i en garage knyttet til ruten.
- Busserne er selvkørende og navigerer ved hjælp af en række sensorer og LiDAR-teknologi.
Formål med projektet
- at højne den interne mobilitet i området
- at mobilisere en gruppe borgere, som i dag ikke er så mobile
- at linke boligområdet til den øvrige kollektive transport ud af område
- at gøre Aalborg Øst til en 'first mover' inden for selvkørende teknologi
- at øge trygheden i området samt skabe lokalt ejerskab til shuttlebusserne
- at bidrage med viden om mødet mellem teknologi, by og mennesker
Kilde: Aalborg Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.