BALLERUP: Movia vil sammen med Ballerup Kommune gerne undersøge mulighederne for at indsætte førerløse busser fra Malmparken St. til erhvervsområdet Lautrupgård i Ballerup. De førerløse busser skal køre i sin egen vejbane, og kan blive det første førerløse BRT-buskoncept i Danmark, oplyser Movia.
Erhvervsområdet Lautrupgård i Ballerup er ligesom mange andre steder i hovedstadsområdet udfordret af stigende trængsel. Det giver lange rejsetider, når folk skal til og fra arbejde.
Hver dag skal 20.000 borgere til og fra arbejde og studier i Lautrupgård-området. Og da Malmparken Station ligger over 600 meter derfra, er mange afhængige af at tage bussen det sidste stykke af vejen til kontoret.
Nu har Movia søgt penge af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens pulje til investering i kollektiv bustrafik til at undersøge, om den kollektive transport til Lautrupgård-området kan styrkes ved at indsætte førerløse busser på deres helt egen vejbane.
Der er tale om et BRT-koncept, som står for Bus Rapid Transit, og vil – i fald projektet senere realiseres – være det første forsøg med et førerløst BRT-buskoncept i Danmark og også et af de første forsøg i Europa.
Brede perroner
- Som en af landets betydelige erhvervskommuner, har vi stor opmærksomhed på fremkommelighed for alle trafikanter. Dagligt pendler 35.000 borgere til arbejde i Ballerup. Ballerup Kommune er i tæt dialog med virksomhederne om deres behov og udfordringer. Igennem en årrække har virksomheder og kommune samarbejdet om mobilitet for at udnytte kapaciteten optimalt, siger Carsten Riis, der er direktør for By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.
Det bliver nemmere at komme frem, når bussen kan køre i sin helt egen bane, og stoppestederne bygges om til stationslignende forhold med brede perroner, gode venteforhold og et højt niveau af trafikinformation. Konceptet kendes fra europæiske storbyer som Paris og Barcelona.
Movia har søgt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om 1 mio. kr. til en forundersøgelse, der forventes at begynde i 2019.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.