VESTHIMMERLAND: - Jeg fastholder, at jeg ikke har brudt min tavshedspligt. Men jeg rykker meget gerne ud med en beklagelse overfor Svend Jørgensen (K). Hvis Svend Jørgensen siger, at han ikke har sagt det, så kan jeg kun beklage overfor ham, siger Kirsten Moesgaard (Vesthimmerlandslisten) nu til Nordjyske, hvor hun også i en skriftlig bemærkning beklager.
Det sker, efter at hun selv er blevet en sag på teknisk udvalgs dagsorden, fordi hun over for Nordjyske har refereret, at kollegaen i teknisk udvalg skulle have bedt om nye udregninger på, hvad udstykning af et grønt område ned til fjorden i Løgstør kan indbringe. En oplysning, som har ophidset borgere, der frygter at få deres fjordudsigt spoleret.
Svend Jørgensen benægter, at han har udbedt sig beregningerne, og har udbedt sig et dementi fra Kirsten Moesgaard.
Kommunen har haft fat i KL's chefjurist, Pernille Christensen, som har vurderet, at Kirsten Moesgaard har brudt straffeloven ved at referere fra et lukket udvalgsmøde, og at Svend Jørgensen kan politianmelde sagen.
Det bestrider Kirsten Moesgaard, som selv er advokat, imidlertid. Hun mener, det gør en forskel, at der ikke var tale om et dagsordenspunkt, men en snak udenfor dagsordenen, siger hun nu til Nordjyske.
Udskudt til næste møde
Den oprindelige artikel blev et punkt på teknisk udvalgs møde i mandags, hvor det blev indskærpet, at der er tavshedspligt om, hvad andre mødedeltagere siger.
Flertallet i udvalget udenom Kirsten Moesgaard besluttede at udskyde sagen til næste møde for at give hende lejlighed til at dementere oplysningerne overfor Nordjyske. På næste møde vil man diskutere "det videre arbejde med at genskabe tilliden i udvalget, herunder udvalgets organisering" - med andre ord, om hun kan fortsætte som næstformand i udvalget.
Svend Jørgensen siger til Nordjyske, at "nu må vi se, hvad Kirsten kommer op med. Og så må vi kigge på det ved næste udvalgsmøde. Men mon ikke jeg bliver tilfreds med det".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.