
Flere danske kyster er denne sommer plaget af såkaldt fedtemøg, der er brunalger og for eksempel ålegræs, som ligger og rådner i vandkanten og på stranden.
Fedtemøget ses tydeligt ved især de fynske kyster, men er ifølge Dansk Sportsfiskerforbund også rapporteret ved blandt andet Aarhus, Bornholm og Vejle Fjord, skriver TV 2 Fyn.
Ifølge professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet Stiig Markager, dækkes faste overflader som sten og tovværk af en "lodden pels" af alger.
- På et tidspunkt vil de rive sig løs og blive til en masse brunt snask, der ligger i vandet og til sidst driver ind på stranden og rådner og lugter, forklarer han.
Stor opgave for kommunerne
Greve Kommune har siden slutningen af juni renset stranden to gange om ugen for at komme fedtemøget til livs. Det er effektivt, lige når man fjerner det, forklarer formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Greve Kommune Hans-Jørgen Kirstein til Ritzau.
- Men der ligger meget fedtemøg, brunalger og tang i Køge Bugt. Så hvis vinden ændrer retning, er stranden dækket igen efter to timer. Og så skal det også opsamles og miljøgodkendes, så det er ikke bare noget, man lige kan samle op og køre væk, siger han.
Tangen samles af maskinen "Fedtegreven" i store bunker på stranden, hvor det afvandes. Herefter skal der tages miljøprøver, for indholdet af tungmetaller må ikke overskride en vis værdi. Til sidst køres det væk - i Greves tilfælde til en lokal landmand, som kan bruge det til gødning.
- Det er fint, det kommer væk fra stranden, men det giver til gengæld nogle lugtgener for dem, der bor der, og problemer med tangfluer, siger Hans-Jørgen Kirstein, der håber på et politisk flertal for at se på alternative løsninger. Han mener, det ville være oplagt, at biogasanlægget i Solrød tog imod det. Det kræver dog flere penge.
Greve Kommune fjerner omkring 9000 ton fedtemøg hvert år på en strækning på knap seks kilometer.
Gunstige vilkår for fedtemøg
At der i år er gunstige vilkår, kan ifølge professor Stiig Markager hænge sammen med, at det regnede meget i februar, og at det siden var et meget solrigt forår.
- Der kom mange næringsstoffer ud i vandet fra åerne lige på det tidspunkt, hvor lyset kommer tilbage, og algerne begynder at vokse. Så har vi haft et forår med rigtig mange solskinstimer. Den kombination kan være forklaringen på, at det er voldsomt med fedtemøget mange steder i år.
Professoren understreger, at det ikke er giftigt, men tegn på et havmiljø i ubalance med alt for mange næringsstoffer. Løsningen er at mindske landbrugets udledning af de næringsstoffer, som får fedtemøg til at vokse, siger han.
FAKTA:
- Ifølge Dansk Sportsfiskerforbund er der især konstateret meget af det såkaldte fedtemøg ved de fynske kyster i år. Blandt andet ved Sydfyn, Odense og i Gamborg Fjord.
- Men det er også rapporteret blandt andet ved Aarhus-bugten, Bornholm og Vejle Fjord.
- Også Køge Bugt og Greve Strand plages af de fedtede alger.
Kilde: TV 2 Fyn, Dansk Sportsfiskerforbund.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.