
Når den nyanlagte jernbane til Aalborg Lufthavn åbner i 2020, skulle det have været med det nye ERTMS-system. Det samme skulle den nyrenoverede strækning mellem Hobro og Aalborg, som også åbner i 2020. Men ombygningen af togene er forsinket, så der mangler ERTMS-parate tog til at betjene strækningerne. Derfor skal begge strækninger midlertidigt udstyres med et gammelt signalsystem, som så skal udskiftes i 2024. Samme løsning viste sig sidste år nødvendig på den nye bane København-Ringsted, skriver Ingeniøren.
Oplysningerne om de nordjyske baner fremgår af den rapport fra konsulentfirmaet Deloitte, som i november dannede grundlag for beslutningen om at udskyde færdiggørelsen af signalprogrammet til 2030. En rapport, som Ingeniøren nu efter fem måneder har fået aktindsigt i.
Den første jyske teststrækning med ERTMS mellem Hobro og Frederikshavn skulle have stået klar i 2018. På grund af problemerne i signalprogrammet bliver teststrækningen imidlertid forkortet, og strækningen mellem Hobro og Aalborg står først klar med det nye signalsystem i 2024.
- Det vurderes som usandsynligt, at Alstom i noget scenarie kan have udrustet det nødvendige antal tog til at gennemføre trafikken til Aalborg ved udgangen af 2018, lyder det i rapporten.
Næste stop: Aalborg - toget kører ikke videre
Det er i forvejen meldt ud, at forkortelsen af den første ERTMS-strækning betyder, at alle intercitypassagerer skal skifte i Aalborg, fordi Nordjyske Baners tog med ERTMS-udstyr ikke kan køre syd for Aalborg, mens DSB’s IC3-tog uden ERTMS-udstyr ikke kan køre nord for byen.
Passagererne må også vente til 2024 på en hastighedsopgradering af Hobro-Aalborg, som vil skære seks minutter af rejsetiden, selv om selve banen står klar til hurtigere tog i 2020.
Endelig bliver et nyt dobbeltspor ved Hjørring, som skulle gøre det muligt at køre flere tog mellem Aalborg og Hjørring, udskudt fra 2020 til 2024, fordi det bliver for dyrt at tage i brug, før der rulles ERTMS ud på de øvrige nordjyske strækninger i 2024, lyder det i rapporten.
- Vi havde planlagt en meget mere hyppig betjening af strækningerne i Nordjylland. Men det lader sig først gøre, når vi får ERTMS omkring 2024. Det kan vi kun være kede af, siger civilingeniør og projektleder hos Region Nordjylland Svend Tøfting.
- Signalsystemerne mellem Hobro og Aalborg er landets ældste. I Ellidshøj sidder i dag en mand og ringer ind til Aalborg seks gange i timen for at sige, at der kommer et tog. Det er helt grotesk, men det skal man med det gamle system, siger han.
Ingeniøren har stillet Banedanmark en række spørgsmål om sagen, men det er ikke lykkedes at få svar.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.