
AARHUS: Aarhus Kommune overdriver, når kommunen forudser millionregning som følge af landbrugspakke, lyder meldingen fra direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen. Den aarhusianske teknik- og miljørådmand, Kristian Würtz (S), har anslået, at det kan koste borgerne i landets næststørste kommune en ekstraregning på op mod 95 mio. kr.
Men beregningerne er 'vildt overdrevne', siger Flemming Nør-Pedersen til landbrugsavisen.dk.
- Jeg finder det opsigtsvækkende, at Aarhus Kommune melder sig ind i diskussionen om landbrugspakken på så dårligt grundlag, hvor de helt bevidst ser bort fra tiltag, der beskytter grundvandet, siger direktøren fra landbrugets interesseorganisation.
Aarhus Kommune har i et høringssvar påpeget, at det kan koste forbrugerne dyrt, at landbrugspakken giver landmændene mulighed for at gødske markerne mere. Skal der fortsat være rent vand i aarhusianernes vandhaner, kan det udløse en engangserstatning til landmændene på op til 95 mio. kr. over 25 år. Og den regning skal betales af aarhusianerne, lyder det fra kommunen.
Men det er noget vrøvl, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. Flemming Nør-Pedersen henviser til, at andelen af nitrat i det aarhusianske vand ligger langt under grænseværdien. Dermed er der hverken behov for indgreb eller for at kompensere landmændene.
'Undskyldning for restriktiv politik'
Ifølge Flemming Nør-Pedersen er høringssvaret fra Aarhus en undskyldning for at føre en meget restriktiv politik over for landbruget. Direktøren henviser til, at kommunen har planer om at forbyde sprøjtning med pesticider ved Beder syd for Aarhus, selv om alle pesticider er godkendt af myndighederne.
Ifølge Kristian Würtz er erfaringerne med pesticider dog netop grunden til, at kommunen er ekstra opmærksomme på mulige problemer med drikkevandet.
- Vi har særligt følsomme områder, hvor vi både finder gamle og nye pesticider i drikkevandet, og det er lige præcis derfor, at vi griber ind mod dem, og det er derfor, at vi advarer mod, at det samme kan ske med nitratindholdet andre steder, siger han.
Kristian Würtz siger endvidere, at grundvandet er kortlagt så nøjagtigt, at man præcist ved, hvor sårbare de enkelte områder er. Den kortlægning burde man efter hans opfattelse tage udgangspunkt i, hvis man vil give landmændene mulighed for at gødske mere.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.