
LEMVIG: Lemvig Kommune har, ifølge den selv som en af de første kommuner i landet, indgået frivillige aftaler mellem vandværkerne og lodsejerne om at friholde boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) for pesticider. Alle aftaler er indgået og opgaven er løst, lyder det fra kommunen.
Årsagen til, at man nu er i mål via frivillige aftaler, tilskriver kommunen en kombination af, at den hurtigt fik risikovurderingen af de boringsnære beskyttelsesområder på plads, og god dialog og forhandling. Med risikovurderingen og dialogen mellem Lemvig Kommune, Landboforeningen Fjordland, Lemvig Vand og flere private vandværker fik kommunen etableret forhandlinger med lodsejerne. Et for alle parter godt resultat, vurderer kommunen.
- Lemvig Kommune har prioriteret forarbejdet meget højt. Det er en vigtig indsats. Derfor glæder det mig, at vi lokalt i fællesskab og via frivillige aftaler nu er nået i mål som én af de første kommuner i landet, siger formand for teknik- og miljøudvalget Steffen Damsgaard (V).
- Samtidig har det for forsyningsselskabet Lemvig Vand A/S også været vigtigt at få opgaven løst, så vi opnår en langsigtet beskyttelse af vores – i forvejen meget sikre – drikkevandsboringer, der årligt pumper ca. 2,0 millioner m3 vand op til forbrugerne, siger han.
Lemvig-modellen
Det er en særlig Lemvig-model, som bygger på et årelangt tæt samarbejde mellem Lemvig Kommune og parterne, der sammen med en fokuseret indsats har sikret, at man kunne nå i mål med aftalerne inden udgangen af 2022. Efterfølgende har formelle opgaver med endelige aftaler og tinglysning kunne falde helt på plads.
Processen har krævet flere fysiske møder, hvor parterne har kunnet se hinanden i øjnene og herigennem komme til enighed i forhandlingerne. Det er tidskrævende, men også nødvendigt for at komme i mål med processen, lyder det fra Lemvig Kommune, der ikke kan genkende beskrivelsen fra regeringsgrundlaget om, at ”det går alt for langsomt med at beskytte arealerne. Særligt i de boringsnære områder”.
Næstformand for landboforeningen Fjordland Morten Agger er også tilfreds med aftalerne:
- Det har hele tiden været vigtig for mig og vores medlemmer, landmændene, at alle parter i fællesskab havde fokus på opgaven, og at vi tog udgangspunkt i vores rigtigt gode samarbejde for at nå i mål med frivillige aftaler. Vi håber og tror, at de frivillige aftaler i sidste ende er det bedste for landmændene og alle parter.
Ramme vandværk, der leverer vand til borgere i Ramme by og landejendomme i 22 km2 stort opland, har ifølge bestyrelsesformand Jens Chr. Nielsen oplevet en god proces i forbindelse med BNBO-aftalerne:
-Jeg føler, at vi har haft et godt samarbejde med Lemvig Kommune og de lodsejere, der har jord indenfor BNBO-områder. Da først jordfordelingen faldt på plads, gik det lynhurtigt, siger han.
Aftalerne er betinget af Skattemyndighedernes godkendelse, hvorfor parterne nu afventer tilbagemelding fra Skat omkring f.eks. skattefritagelse for de aftalte erstatninger.
Arbejdet med BNBO skulle egentlig være færdiggjort ved udgangen af 2022. Og mange kommuner er i gang med vurderinger og forhandlinger.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.