
ODENSE: Det bliver ikke i 2020, Odense Letbane kommer i drift, men først i 2021. Forsinkelsen skønnes at blive på otte måneder og skyldes sammenfald af flere byggeprojekter.
- Byggepladsen i hjertet af Odense er formentlig Danmarks mest komplicerede byggeplads i øjeblikket, siger Odenses stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen.
Der bygges både et såkaldt eventyrhus, en parkeringskælder og en letbane på samme tid. Særligt har en forsinkelse på tre måneder af byggeriet af en parkeringskælder påvirket letbanebyggeriet.
Letbaneprojektet har været afhængig af, at parkeringskælderen stod klar, før byggeriet af letbanen kunne begynde. Ifølge TV2 Fyn er det Trafikstyrelsen, der ikke vil tillade byggeri for tæt på letbanen.
- Det er væsentligt at pointere, at resten af letbanebyggeriet bliver færdig til tiden. Det er kun en strækning på 200 meter inde i byen, der bliver forsinket, siger Stefan Birkebjerg Andersen.
Forsinkelsen kommer ifølge ham ikke til at betyde, at budgettet skrider. Letbanen har et samlet budget på cirka 3,4 mia. kr. Heraf er 1,1 mia. kr. medfinansieret af staten.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.