AALBORG: I weekenden kom det frem, at det kommunaltejede Aalborg Forsyning har stævnet staten i en sag om for meget nitrat i drikkevandet i Aalborg Kommune.
Nu er Per Clausen (EL), medlem af EU-Parlamentet og tidligere rådmand for klima og energi i Aalborg, gået ind i sagen. Det skriver Enhedslistens EU-afdeling i en pressemedelelse.
Forsyningsselskabet mener, at staten skal betale milliardbeløbet for at bygge og drive et nyt anlæg til at rense vandet for nitrat.
Per Clausen tager sagen et skridt videre og har anmodet EU-Kommissionen om at vurdere og træde til i sagen. Han henviser til, at EU tidligere har truet lande som Holland, Irland og Tyskland med konsekvenser i sager, hvor EU's nitratdirektiv er blevet brudt.
- Jeg mener, det er helt klart, at årsagen til forureningen af drikkevandet i Aalborg med nitrat er brug af for megen gødning, noget som politikerne i Aalborg ikke har kunnet ændre ved, siger Per Clausen.
Han mener, at ansvaret i stedet ligger hos landbruget, som ifølge Per Clausen har forårsaget forureningen, og politikerne på Christiansborg, som "har accepteret en stigning i gødningsforbruget, og som har siddet advarsler overhørig".
- Alligevel bliver regningen nu sendt videre til vandforbrugerne i Aalborg, kritiserer Per Clausen.
Flere kommuner udfordret
Ifølge Danva er 21 kommuner i Danmark særligt udfordret, da nitratindholdet ligger over de seks milligram per liter, der anbefales som ny grænseværdi.
Aalborg er en af de kommuner, hvilket skyldes særlige jordbundsforhold, hvor et højt kalkniveau betyder, at nitrat nemmere trænger ned i grundvandet.
Jyllands-Posten skrev i weekenden, at der alene i Aalborg er 74 mennesker, der hvert år bliver ramt af tarmkræft, der kan kobles til for meget nitrat i drikkevandet.
Hverken Ministeriet for Grøn Trepart eller Miljøministeriet har ønsket at kommentere stævningen på grund af valgudskrivelsen, skriver Ritzau.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.








