Anders Winnerskjold (S) er borgmester i Aarhus Kommune og formand for KL's Klima-, Natur- og Planudvalg. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Kommuner opfordrer til at slå ring om grøn trepart

Bred landspolitisk opbakning er afgørende for, at den grønne trepart kan blive ført ud i livet efter en valgkamp, hvor linjerne blev trukket hårdt op, mener KL.
29. APR 2026 14.12

En ny regering bør sende et klart signal om, at der stadig er bred opbakning til planerne om at omlægge tusindvis af hektar til skov og vild natur.

Sådan lyder opfordringen fra landets kommuner, hvor arbejdet med at udfolde visionerne i aftalen om den grønne trepart er i fuld gang.

- Uanset hvilken regering det bliver, så er det meget, meget vigtigt, at man slår ring om den grønne trepart, siger Anders Winnerskjold (S), der er nyvalgt formand for Klima-, Natur- og Planudvalget i Kommunernes Landsforening.

Han oplever en nervøsitet ude i kommunerne, når det gælder fremtiden for implementeringen af de mange arealomlægninger.

- Når jeg samles med kolleger fra forskellige dele af landet - særligt formænd for teknik- og miljøudvalg - fylder det enormt meget. De føler sig lidt i et limbo af: "Hvad sker der nu?".

Usikkerheden er ifølge Anders Winnerskjold opstået efter en valgkamp, hvor drikkevand og landbrug skabte debat.

- Vi har haft en valgkamp, hvor folk kom til at stå en lille smule i skyttegravene. Og det var faktisk de skyttegrave, man var kommet fri af i noget af arbejdet med grøn trepart, lyder det fra udvalgsformanden.

Valgkamp-effekten

Valgkampen har sat sit præg på diskussionerne lokalt. Blandt andet i det vestjyske, hvor Karsten Filsø (SF) er formand for Lokal Grøn Trepart Nissum Fjord og medlem af byrådet i Holstebro Kommune.

- Der er ingen tvivl om, at mange i landbruget ikke har været glade for valgkampen og de temaer, der har været omkring svineproduktion og grundvand. Og mange landmænd synes, at det var meget barskt.

- Jeg har opfordret til, at vi holder de diskussioner ude af det her rum omkring grøn trepart, fortæller Karsten Filsø.

Den landspolitiske debat har dog ikke bremset det lokale arbejde i hans område, forsikrer han.

- Vi har drøntravlt. Der laves mange undersøgelser, tages mange kontakter og laves forhåndsgodkendelser på undersøgelser. Vi er et okay sted. Den udbygningsplan, vi har lavet, blev til, uden at vi kom op at toppes.

Anderledes ser det ud længere sydpå, hvor Vagn Sørensen (V) er forperson for Lokal Trepart Vadehavet.

- Vi oplevede i 2025, at der var en god tilslutning og rigtig mange, der bød ind med arealer til omlægning og så videre, fortæller han.

- Her i 2026 er vi i gang med forundersøgelser. Men det er, som om der er lidt opbremsning. Nogle har måske brug for at tage en tænkepause efter først aftalen om kvælstof og siden valgkampen.

Under valgkampen blev der ifølge Vagn Sørensen sat spørgsmålstegn ved trepartens indhold - blandt andet om aftalen er vidtgående nok.

Den debat skal adresseres, og det skal ske snart, mener trepartsformanden.

- Jeg tror, at der er behov for, at der ret hurtigt bliver drukket nogle kopper kaffe mellem de parter, der indgik trepartsaftalen fra starten af, og at de får klinket de skår, der måtte være.

- Vi har brug for at komme tilbage på sporet, siger Vagn Sørensen.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra fungerende minister for grøn trepart Jeppe Bruus. Det har ikke være muligt.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/kommuner-opfordrer-til-at-slaa-ring-om-groen-trepart

GDPR