Sorø udskyder udskiftning af kunstgræsbane trods risiko for forurening

Selvom vandprøver siden 2021 har vist overskridelser ved afvandingen fra kunstgræsbanen, vil økonomiudvalget vente med en udskiftning. Beslutningen møder kritik fra SF.
29. APR 2026 15.43

SORØ: I budgetaftalen for 2026 blev der afsat penge til udskiftning af kunstgræsbaner i Sorø, men nu har økonomiudvalget besluttet at udskyde udskiftningen, på trods af at der er en risiko for miljøforurening, skriver Sjællandske Nyheder.

I budgetaftalen fremgik det, at ”behovet for renovering af banen skal håndteres, idet afvandingen sker til naturligt vandløb, hvilket er problematisk med det nuværende infill af gummigranulat”.

Ifølge formand for Kultur, Fritid og Lokaludviklingsudvalget Edris Qasimi (R) er der ingen faglig vurdering, der siger, at banen skal udskiftes med det samme, men blot inden 2031, da der på grund af nye EU-krav ikke må bruges gummigranulat.

- Vi skal have sagen undersøgt til bunds, så vi ikke vælger et forkert materiale og skal bruge penge på endnu en udskiftning senere, lyder det fra Edris Qasimi.

Uenighed blandt politikerne

Det er dog ikke alle politikere, der er enige i formandens syn på sagen. Det gælder blandt andre byrådsmedlem Linda Nielsen (SF), skriver Sjællandske Nyheder.

- Jeg er dybt rystet over de udtalelser, formanden for udvalget kommer med. Venstre og Radikale Venstre rammer altså ved siden af i deres beslutning om at udsætte renoveringen og se bort fra forureningsproblemerne. Det her handler om et miljøproblem, der skal løses. Det er betydeligt værre at være ignorant over for vandforurening end at kræve handling, så miljøproblemet løses, siger hun.

Ifølge Linda Nielsen blev det bekræftet af kommunens centerchef Jannik Rauer, at de første vandprøver fra kunstgræsbanens afvandingsvand blev udtaget i 2021, og at alle prøver siden har vist "overskridelser af vilkårene i tilladelsen for det vand, der ledes til regnvandsbassinet og videre til Bjørnevad Å. Miljømyndigheden har dermed i en årrække haft kendskab til, at der forekommer overskridelser, dog i koncentrationer, som ikke vurderes at være akut giftige for vandlevende organismer.”

SRS

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/soroe-udskyder-udskiftning-af-kunstgraesbane-trods-risiko-for-forurening

GDPR