dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Lyden af børn og unge, der spiller fodbold, er lyden af fællesskab, siger en tilfreds formand for DBU Bredde. (Arkivfoto)
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Så er vejledning om støj fra idrætsanlæg endelig landet

Fremover bliver det et kommunalt skøn, om lyden af bolde og råb er for generende for naboerne.

Støj fra idrætsanlæg skal ikke reguleres efter de samme regler som støj fra industri.

Det lovede miljøminister Magnus Heunicke (S) i foråret, efter at en række kommuner sammen med DBU og DIF havde efterlyst klarere regler. Flere kommuner har måttet standse eller udskyde idrætsanlæg, fordi de ikke opfyldte de støjkrav, der gælder for virksomheder.

Faktisk lovede Heunicke en ny vejledning inden sommerferien, men det trak ud. Men nu er vejledningen klar og sendt i høring.

Kommunalt skøn

Med den nye vejledning bliver det op til et kommunalt skøn at afgøre, om støjen fra et idrætsanlæg er så generende for naboerne, at der skal laves støj-reducerende foranstaltninger.

I modsætning til tidligere skal der ikke mere tages udgangspunkt i grænseværdierne i virksomhedsstøj-vejledningen eller kunstgræsbane-vejledningen, står der i høringsbrevet. 

I stedet skal kommunen skønne, om støjgener vurderes at være uacceptable for naboerne. Det lokale skøn kan bl.a. ske med afsæt i afstand til boliger, driftstider, typen af idrætsgren mv., fremgår det.

Kun støj fra idræt

Det understreges, at vejledningen alene handler om støj fra fx råb, dommerfløjt, spark eller slag til bolde, bolde der rammer bander osv. Derimod handler den ikke om støj fra tekniske anlæg, parkeringspladser, vedligehold og den slags.

- Det betyder meget, at man nu anerkender, at fodboldbaner og idrætsanlæg ikke kan sidestilles med fabrikker. Lyden af børn og unge, der spiller fodbold, er lyden af sundhed og fællesskab. Med den nye vejledning bliver det lettere for kommunerne at finde en fornuftig balance mellem aktivitet og hensyn, lyder det fra formanden for DBU Bredde, Bjarne Christensen.

Også formanden for Dansk Idrætsforbund, Hans Natorp, er tilfreds. Han kalder det positivt, at "der ved eventuelle udfordringer findes en balance mellem naboer og idræt fremfor direkte forbud, som vi har set flere steder med de gamle regler".

Det varer dog lidt endnu, før de nye regler kan træde i kraft. Først er vejledningen sendt i høring frem til 20. november. Derpå ventes reglerne at træde i kraft fra 1. december.

Den nye vejledning kan læses her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/saa-er-vejledning-om-stoej-fra-idraetsanlaeg-endelig-landet

GDPR