Hvidovre Havn ved stormflod i oktober 2023.
Hvidovre Kommune

Ny stormflodssikring i hovedstaden rykker nærmere

Stor port i Hvidovre kan være en del af stormflodsløsningen i hovedstaden. 
14. APR 2026 8.21

HVIDOVRE: Sammen med statslige myndigheder har Hvidovre, Københavns, Tårnby og Dragør kommuner gennem de seneste år gennemført en forundersøgelse af en stormflodssikring af hovedstaden.

Forundersøgelsen viser, at der er brug for et sammenhængende projekt fra Tuborg Havn i nord, rundt om Amager til Brøndby Havn i syd. En del af løsningen vil være at opføre en stor port ved Kalveboderne i Hvidovre, som kan lukkes, når der varsles stormflod med risiko for oversvømmelser i både Hvidovre og København.

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har på sit seneste møde godkendt, at Sund & Bælt går i gang med de tekniske forstudier af en portløsning, herunder vurderinger af konsekvenser for miljøet. Der skal bl.a. indsamles viden om strømningsforhold i vandet og naturen i Kalveboderne.

Byggeriet af en port kan gå i gang om seks til otte år, og den kan stå færdig i slutningen af 2030’erne.

- Vi er ude i projekter med en lang tidshorisont, og det kan være lidt abstrakt at forholde sig til, at der ude i fremtiden vil være en stor port ved Kalvebodbroen. Men det er nødvendigt, at vi kommer i gang med arbejdet nu – både med den samlede stormflodssikring af hovedstaden og med vores lokale projekt, siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF) og fortsætter:

- Klimaforandringerne er en realitet, og de, der bor i den del af Hvidovre, der ligger ud mod vandet, kan skrive under på, at havvandsstigninger allerede mærkes, når der er stormflod.

Lokalt projekt på vej

Indtil der etableres en permanent løsning mod oversvømmelser, har kommunalbestyrelsen igangsat arbejdet med et lokalt projekt om tilpasning af Kalvebodkysten. Projektet gennemføres i samspil med Sund & Bælts projekt samt med inddragelse af borgerne i området.

De kommende måneder vil kommunen komme med mere information om projektet.

- Vi er opsatte på at finde holdbare løsninger, som både kan beskytte de mest sårbare områder mod oversvømmelser og samtidig tilføre værdi i hverdagen i form af flere muligheder for aktiviteter og oplevelser langs kysten i Hvidovre, siger borgmesteren.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/ny-stormflodssikring-i-hovedstaden-rykker-naermere

GDPR