I dag starter ny retssag imod Aalborg Kommune

Den lokale virksomhed Spritten har stillet et erstatningskrav på 5,9 millioner kroner i årelang strid.
13. APR 2026 9.58

AALBORG: En årelang strid om en udbygningsaftale mellem Aalborg Kommune og den lokale virksomhed Spritten A/S starter i dag i retten. Det skriver TV 2 Nord.

Spritten har stillet et erstatningskrav på 5,9 mio. kr. i sagen, der handler om, at Aalborg Kommune ifølge Spritten har presset virksomheden til at spytte penge i miljøsikring og forskønnelse for omkring 6 mio. kr. 

Som reglerne er i dag for udbygningsaftaler, kan en kommune og en bygherre indgå aftale om, at bygherren skal bidrage til finansieringen af f.eks. miljøsikring i forbindelse med et byggeprojekt. Det er dog kun lovligt, hvis en sådan aftale sker på bygherrens initiativ.

Tabte lignende retssag sidste år

Sidste år tabte Aalborg Kommune en lignende sag. Her var det en retssag anlagt af entreprenør Torben Nielsen og hans firma TN Udvikling, hvor retten afgjorde, at Aalborg Kommune ulovligt har tvunget Torben Nielsen til at indgå en udbygningsaftale. I sagen blev Aalborg Kommune dømt til at betale en erstatning på cirka 6 mio. kr.

I december 2023 afgjorde Ankestyrelsen, at Aalborg Kommunes praksis med udbygningsaftaler i perioden 2011-2021 var ulovlig. Det samme konkluderede et privat advokatfirma i 2021.

Retssagen mellem Spritten A/S og Aalborg Kommune kører mandag og tirsdag i denne uge samt mandag og tirsdag i næste uge. Hvornår der konkret træffes afgørelse i sagen vides ikke.

Varsler politianmeldelse i ny sag

I marts varslede direktøren for Spritten A/S, Martin Nielsen, desuden, at han vil anmelde Aalborg Kommune til politiet. Politianmeldelsen og den nye sag handler om, at Spritten mener at have beviser for, at Aalborg Kommune forsøger at sabotere virksomhedens projekt, Harbourgate, på den gamle spritfabrik på Aalborgs havnefront.

Ifølge direktøren har kommunen tilbudt en anden virksomhed bedre vilkår i en såkaldt tilbageskødningsklausul end Spritten A/S.

Kommunaldirektør Tommy Christiansen afviser, at Aalborg Kommune skulle have en interesse i, at Spritten A/S ikke lykkes med sit projekt. Ifølge ham er dialogen med den potentielle køber sket efter anmodning fra Spritten A/S. 

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/i-dag-starter-ny-retssag-imod-aalborg-kommune

GDPR