Partier kræver regnskab med landmænds indkøb af pesticider

Den fysiske kontrol med brugen af pesticider tager i dag udgangspunkt i landmandens egen registrering. M, SF og EL vil have oplysninger fra forhandlerne.
10. APR 2026 7.33

Efter en valgkamp med stort fokus på sprøjtemidler og drikkevand åbner der sig nu en ny dimension af debatten. Flere partier kræver en styrkelse af kontrollen med landmændenes brug af pesticider.

Det skriver Information.

Konkret ønsker Moderaterne, SF og Enhedslisten at give kontrollen adgang til oplysninger om de enkelte landmænds indkøb af pesticider.

Forslaget kommer som reaktion på, at en tidligere ansat i Landbrugsstyrelsen, Carsten Cramer, i et interview med avisen fortæller, at den danske pesticidkontrol har meget vanskeligt ved at tjekke, om sprøjtemidler bliver anvendt korrekt og efter reglerne.

Ved de fysiske besøg tager kontrollen udgangspunkt i landmandens egen registrering af, hvad han har sprøjtet med. Den tilgang forudsætter, at landmanden selv noterer i en journal, hvis han har gjort noget, som er i strid med reglerne. Men ni ud af ti landmænd benytter sig i dag af digitale programmer, som kan advare dem, hvis de er ved at registrere en sprøjtning, der er i strid med loven.

Ifølge den tidligere medarbejder ville kontrollen kunne styrkes markant, hvis den fik adgang til oplysninger fra forhandlerne om de enkelte landmænds indkøb af pesticider.

- Der er ikke noget, der viser, hvor meget de har indkøbt, så man kunne tjekke, hvad de har på lageret, og dermed holde det op imod, hvad de har registreret at have brugt ude i marken. Det undrer jeg mig over, siger Carsten Cramer til Information.

Giver god mening

Miljøstyrelsen har allerede i dag pålagt alle forhandlere at gemme oplysningerne om det enkelte landbrugs indkøb af pesticider. Styrelsen har dog ikke indsamlet disse oplysninger systematisk, men lader dem i stedet ligge ude hos forhandlerne, viser en aktindsigt, som Information har søgt.

SF's Carl Valentin mener, at Carsten Cramers beretning kaster lys over et "kæmpe hul i hele kontrolmekanismen" og vil bringe forslaget om et pesticidregnskab op, når Folketingets sprøjtemiddelstrategi for den kommende periode skal forhandles på plads senere i år.

Moderaternes Henrik Frandsen mener, at forslaget om et pesticidregnskab "ligger lige til højrebenet".

- Det giver god mening, og det mener vi skal gennemføres så hurtigt som muligt, siger han til Information.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er ikke afvisende over for ideen.

- Valgkampen har været præget af massiv mistænkeliggørelse af landmændene – også omkring brug af plantebeskyttelsesmidler. Hvis der kan findes kontrolmodeller, der kan være med til at afbøde det, så er vi åbne for at se på det, skriver afdelingsleder Katrine Barnkob Lindgreen i en kommentar.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/partier-kraever-regnskab-med-landmaends-indkoeb-af-pesticider

GDPR