"Intet ministerium og ingen minister har præsteret så dårlig og uforberedt en proces som Miljøministeriet og miljøministeren," skriver Stephanie Lose i et svar til Information.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

V-minister ville udsætte rapport om fejlslagen drikkevandsbeskyttelse

Mails og sms’er viser, at økonomiminister Stephanie Lose fik sine embedsmænd til at lægge pres på Miljøministeriet
23. MAR 2026 8.46

Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, forsøgte at udsætte offentliggørelsen af en meget omtalt rapport fra Miljøministeriet, der fremstiller den hidtidige indsats for at beskytte danskernes drikkevand mod forurening med pesticider som fejlslagen.

Det fremgår af mails og sms’er, som Information har fået aktindsigt i ved Økonomiministeriet og Miljøministeriet.

Eksempelvis skrev den øverste embedsmand i Økonomiministeriet, departementschef Stig Henneberg, den 17. december i en sms til Miljøministeriets departementschef, Annemarie Lauritsen, at han skulle "viderebringe en klar melding fra ØMeren om, at I ikke kan offentliggøre analysen nu, men at der skal være en regeringsdrøftelse først".

"ØMeren" er en forkortelse for "økonomiministeren"’, altså Stephanie Lose.

Information har tidligere afdækket, at der har udspillet sig en hård kamp mellem det Venstre-ledede Fødevareministeriet og det socialdemokratisk-ledede Miljøministeriet om den sprængfarlige rapport.

Mens fødevareminister Jacob Jensen (V) har udlagt forløbet som udtryk for en faglig uenighed mellem embedsfolk, har miljøminister Magnus Heunicke (S) hævdet, at der reelt tale om et politisk motiveret forsøg fra Venstre på at bremse rapporten.

Direkte involvering

- Det er der ingen tvivl om, sagde Magnus Heunicke tidligere på måneden i et interview med Information.

- Venstre har forsøgt at bremse, spænde ben for og trække sig fra rapporten på trods af, at det var lovet, at den skulle sendes til Folketinget.

Nu viser Informations aktindsigt, at der ikke blot var tale om en uenighed mellem embedsfolk, men om direkte involvering fra Venstres næstformand, som fik sine embedsfolk til at lægge pres på Miljøministeriet for at udsætte udgivelsen af rapporten, til regeringen havde drøftet sagen.

Det skete med skiftende begrundelser. Først lød det, at "ønsket" skulle "ses i lyset af analysens politiske ophæng og den politiske kontekst", fremgår det af en mail. Senere lød det i stedet, at det handlede om Fødevareministeriets "mange bemærkninger".

I en kommentar til Information skriver Stephanie Lose, at der er "rigtig mange sager i regeringen, der har været forbi mit bord, da jeg har fulgt alle regeringsudvalg."

"Intet ministerium og ingen minister har præsteret så dårlig og uforberedt en proces som Miljøministeriet og miljøministeren," skriver Stephanie Lose.

"Set i bakspejlet er det åbenlyst, at forklaringen er, at det var miljøministeren, der var mere interesseret i at blive klar til Socialdemokratiets valgkamp end at forberede en proces med et fagligt underbygget beslutningsgrundlag, der kunne føre til reelle resultater på en så vigtig dagsorden som beskyttelse af vores drikkevand. Og det forstår man jo godt, når man tænker på, at skiftende socialdemokratiske miljøministre har siddet på hænderne i syv år."

Magnus Heunicke har ikke ønsket at kommentere sagen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/v-minister-ville-udsaette-rapport-om-fejlslagen-drikkevandsbeskyttelse

GDPR