I 60 af landets 98 kommuner steg ventetiden på at få en byggetilladelse sidste år.
Alligevel faldt den gennemsnitlige behandlingstid fra 57,7 dage i 2024 til 56,4 dage i 2025.
Det skyldes ifølge en ny analyse fra DI Byggeri, at få kommuner har reduceret deres sagsbehandlingstid markant.
Artiklen fortsætter under tabellen...
Én af dem er Nordfyns Kommune, der samlet set har sænket sin med 89 dage fra 126 dage i 2024 til 37 dage sidste år.
Mens sagsbehandlingstiden for etagebyggeri til erhverv er steget på tværs af kommunerne, har Nordfyns nedbragt sin betragteligt. Her brugte kommunen sidste år i gennemsnit 20 dage pr. sag mod 71 året før.
Og netop behandlingen af erhvervssager har høj prioritet i kommunen, der kan bryste sig af at være landets 16. mest erhvervsvenlige kommune efter Dansk Industris måling – den bedste på Fyn, påpeger formand for Teknik- og Miljøudvalget Morten Andersen (V).
Kommer ikke af sig selv
Ifølge ham er ingen af delene kommet af sig selv, det har krævet en vedvarende indsats.
- Det er det lange, seje træk. Du er nødt til at prioritere det, siger han.
I 2012, mens han selv var borgmester, indtog kommunen en bundplacering som nr. 85.
- Det var simpelthen ikke godt nok, fortæller han.
Siden har man lagt sig i selen for at komme længere op på listen, og hurtig sagsbehandling er ikke til at komme udenom.
- Det betyder både noget for de virksomheder, der kigger på kommunen udefra og for dem, der allerede er her. Dem skal vi gerne holde på og sikre, at de har så gode forhold som muligt, siger han.
- Jo hurtigere behandlingen går, jo hurtigere kan virksomhederne udvide deres forretning og ansætte flere medarbejdere.
I yderste konsekvens kan det være med til afgøre, om en virksomhed etablerer sig i Nordfyn eller nabokommunen.
- Derfor er det vigtigt for os, fastslår Morten Andersen.
Ikke et spørgsmål om antal af sager
På tværs af kommunerne blev der sidste år behandlet 30.300 byggesager, svarende til en stigning på 2.100 sager sammenlignet med året før.
Ifølge DI Byggeris analyse er det imidlertid ikke et stort antal sager, der trækker sagsbehandlingstiden op i de langsomste kommuner, hvilket tyder på, at der er et forbedringspotentiale der, hvor sagsbehandlingstiden er længst, eller hvor det går i den forkerte retning.
Artiklen fortsætter under kortet...
Som Morten Andersen påpeger, afhænger tidsforbruget selvfølgelig også af, hvilken type sag, der er tale om. Hans ambitioner for kommunen stopper heller ikke ved de nuværende behandlingstider.
- Når andre kan levere hurtigere end vi kan, er der et potentiale, siger han.
Der er da også stadig et stykke op til Vallensbæks gennemsnitlige 2,5 dages behandlingstid.
Selvom det er svært at måle effekten af at prioritere flere ressourcer til byggesagsbehandlingen, er Morten Andersen er ikke i tvivl om, at det nytter.
- Det har den meget konkrete betydning, at virksomhederne hurtigere kan sætte spaden i jorden til en udvidelse, og at håndværkerne ikke skal stå og trippe så længe, som de ellers har gjort, inden de kan komme i gang.
Læs DI Byggeri's analyse her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













