Et bredt politisk flertal tegner sig nu for at ophæve restriktionerne på en 60 kilometer lang og én kilometer bred strækning fra Køge til Helsingør, som siden 1973 har været reserveret til en mulig kommende ring 5-motorvej.
Både Venstre og Moderaterne erklærer sig parate til at ophæve arealreservationen, ligesom en stribe andre partier har været længe, skriver TV2 Kosmopol. Det har også tidligere været Venstres synspunkt, men regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet, som er uenig, har sat bestræbelserne på pause.
- Det ser ikke kønt ud, det medgiver jeg. Men vores holdning har faktisk hele tiden været den samme, vi har bare været bundet af en aftale med regeringen. Vi vil hæve arealreservationen, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) til tv-stationen.
Så sent som i april sidste år blev et forslag fra De Radikale, De Konservative, Enhedslisten og Alternativet om at ophæve arealreservationerne nedstemt i folketingssalen af de tre regeringspartier og Borgernes Parti. Udover forslagsstillerne stemte også SF, DF og DD stemte for, mens LA undlod at stemme.
Meningen med en ring 5 har været at aflaste hovedstaden for trafik og tilhørende støj, men flere af de kommuner, som ville blive berørt af motorvejen, har protesteret, og modstanden er vokset over tid.
Ingen appetit
Morten Dahlins meldinger var nogenlunde tilsvarende, da Sjællandske Nyheder tidligere på måneden kunne fortælle, at nye beregninger fra Vejdirektoratet viste en pris på anslået 34,1 mia. kr. for at etablere Ring 5. Det svarer næsten til en ny Storebæltsbro i nutidskroner.
Beløbet fik også det socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Møller til at konkludere, at Ring 5 nok bliver lagt i graven. Virkeligheden er, at der ikke er nogen appetit på projektet, og derfor forventer han, at Socialdemokratiet vil stemme ja til at fjerne arealreservationen, hvis der kommer et nyt forslag om det, siger han til avisen.
- Den dag, hvor reservationen forsvinder, giver det kommunerne mulighed for at gøre indgreb i området, for så ville de jo kunne planlægge til eksempelvis boliger, siger Henrik Møller og tilføjer, at "jo mere vi taler om det her, jo mere dødfødt et projekt bliver det for mig".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












