Et af Nordfyns Kommunes tre rådhuse er det i Bogense, som blev bygget i 1919-1921.
Nordfyns Kommune

Nordfyn vil bevare kommunens tre rådhuse

Socialdemokratiet havde hellere set en løsning, hvor medarbejderne kom til at sidde tættere på hinanden – også for sagsbehandlingens skyld.
22. MAR 2026 9.19

NORDFYN: I Nordfyns Kommune er der tre rådhuse, og det skal der fortsat være, har et flertal i økonomiudvalget nikket til i denne uge.

Der har i flere år været debat om, hvorvidt kommunen skal bevare de bygninger, der før kommunalreformen fungerede som rådhuse i de tidligere Bogense, Otterup og Søndersø kommuner, som Nordfyns er en sammenlægning af.

Politikerne skulle tage stilling til et af fire fremlagte scenarier for de fremtidige rådhusfunktioner, og alle bortset fra Socialdemokratiet vil fastholde de tre rådhuse "med fokus på optimering af anvendelsen af den eksisterende bygningsmasse", som det hedder i sagsfremstillingen.

Men det giver økonomiudvalgsmedlem Kasper Solberg (S) ikke meget for. Han anerkender, at der er mange følelser forbundet med de fysiske rammer, men kalder det bagudskuende og dybt uansvarligt at beholde ældre, utidssvarende ejendomme tre steder.

- Vi har haft en fin proces, som begyndte under den foregående borgmester, og hvor alle er blevet hørt, men vi har alt for mange kvadratmeter, som ikke er bæredygtige, siger han til DK Nyt.
 
Et knæk i sagsbehandlingen

Samtidig påpeger han, at medarbejderne undervejs har givet udtryk for, at de gerne vil sidde tættere på hinanden.

- Afstand kan skabe et knæk i sagsbehandlingen, hvor der fx på børn- og ungeområdet er behov for en tæt opfølgning mellem økonomifolk og dem der bruger pengene, lyder et andet af hans argumenter.

Han hæfter sig dog ved og glædes over, at de andre partier vil være med til at samle funktioner og faciliteter, så bygningerne udnyttes bedre.

Socialdemokratiet havde hellere set et andet af de fire scenarier, nemlig en delvis samling i Søndersø med fortsat administration i Bogense.

Denne uges beslutning er taget i forlængelse af budgetaftalen for 2025, hvor det blev besluttet at sætte gang i en strategisk vurdering af Nordfyns Kommunes rådhusfunktioner.

Arbejdet indgår som en del af ejendomsstrategien og skal skabe et langsigtet beslutningsgrundlag for, hvordan kommunens administrative funktioner bedst organiseres i fremtiden.

Nordfyns Kommunes administration har et samlet areal på ca. 8.500 kvm fordelt på de tre rådhuse.

De fire scenarier

  • Samling af administrationen i et udvidet Søndersø Rådhus.
  • Delvis samling i Søndersø med fortsat administration i Bogense.
  • Opførelse af et nyt rådhus i Søndersø.
  • Fastholdelse af de tre rådhuse med fokus på optimering af anvendelsen af den eksisterende bygningsmasse.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/nordfyn-vil-bevare-kommunens-tre-raadhuse

GDPR