Thisted og Morsø vil sikre fælles færgeforbindelse

Det bliver Morsø Kommune, der kommer til at overtage ejerskabet af færgen, mens Thisted betaler et fast tilskud.
11. APR 2026 11.37

MORSØ / THISTED: En ny aftale mellem Morsø og Thisted kommuner skal sikre driften af færgeruten mellem de to, Feggesundfærgen, i de kommende 10 år.

Det er blevet nødvendigt, efter at Thisted tidligere i år trak sig fra den hidtidige aftale med nabokommunen om at drive færgen. Begrundelsen var bl.a., at passagertallet er faldende og udgifterne for Thisted stigende.

Allerede da varslede borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) dog, at man trådte ud, så der kunne forhandles en ny aftale.

I den nye aftale, der i næste uge skal behandles af kommunens klima-, miljø- og teknikudvalg, betaler Thisted et fast, årligt tilskud på 2 mio. kr. Til sammenligning er kommunens andel i år 2,3 mio. kr. I 2024 var det 1,7 mio.

Over for TV 2 Nord gør Niels Jørgen Pedersen det klart, at Thisted Kommune ikke ønsker et ejerskab af færgen.

- Hvis Morsø Kommune overtager færgen og driften, vil vi gerne fortsætte med tilskuddet, siger han.

Morsøs borgmester, Jens Dahlgaard (S), erkender over for Nordjyske, at den nye aftale gør det dyrere for hans kommune. Men han kan godt forsvare det.

- Alternativet var jo, at færgen skulle lukke. Vi har jo hele tiden vidst, at Thisted ville have en bedre aftale, siger han.

I aftaleteksten tages der højde for, at der skal ske en ny politisk forhandling mellem de to kommuner, hvis der kommer et statsligt genvejsfærgetilskud. Et sådant findes endnu ikke, men flere politikere er på det seneste gået i brechen for, at landets ni såkaldte genvejsfærger i lighed med ø-færgerne bør have statslig støtte.

Det er selskabet Mors-Thy Færgefart, der driver Feggesundoverfarten. Færgen sejler mellem Nord Mors og Hannes tre gange i timen, og turen tager ca. 5 min.

Indtil nu har Morsø ejet 64 pct af færgeselskabet og Thisted 36 pct. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/thisted-og-morsoe-vil-sikre-faelles-faergeforbindelse

GDPR