dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Odense Letbane presses af høje priser

Odense Letbane er på vej mod budgetoverskridelse eller beskæring af projektet for at holde det inden for den økonomiske ramme på cirka tre mia. kr. Borgmester Anker Boye (S) fastslår, at budgettet skal overholdes
8. JUN 2016 13.49

ODENSE: Priserne på at levere skinner, stationer, master, køreledninger, et vedligeholdelsescenter og letbanevogne er væsentlig dyrere i forhold til de førstepriser, Odense Letbane modtog midt i april.

- Situationen er alvorlig, erkender adm. direktør i Odense Letbane, Mogens Hagelskær, som er overrasket over, hvor højt buddene ligger. De første priser indikerer, at økonomien i projektet måske er for stram. De præcise beløb, der er budt, er fortrolige, men priserne ligger langt over, hvad pengene rækker til, oplyser Odense Letbane.

Hagelskær understreger dog over for fyens.dk, at det ikke er usædvanligt, at de første priser er langt højere end de endelige bud. Der venter et forhandlingsforløb med byderne over det kommende års tid, og han tror på, at der kan være meget at hente på prisen i den proces.

Priserne vil efter alt at dømme falde, men Mogens Hagelskær kan ikke give nogen garanti for, at de falder nok til, at letbaneprojektet kan realiseres, som det er skitseret med 14,4 kilometer letbanespor og 26 stationer mellem Tarup og Hjallese.

- Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at vi ikke får en komplet letbane, siger han dog.

Odense Letbane konstaterer, at der vil være en væsentlig besparelse ved at integrere transportsystemet og flytningen af veje, fortove og cykelstier i højere grad, end man har lagt op til hidtil.

Fokus på det nødvendige
Odense Letbane vil nu gennemgå det hele minutiøst sammen med byderne og vil gå målrettet efter ’need to have’ og ikke ’nice to have’.

- Byderne tager sig højt betalt for at tage en række økonomiske risici. Det gælder fx prisstigninger undervejs i anlægsarbejdet. Vi er gået efter en fast pris. Men nu vurderer vi, at det vil være billigere for os at indbygge en indeksering i priserne for anlægsarbejdet, forklarer Mogens Hagelskær til Bygtek.

Byderne har også peget på, at det vil være en anlægsmæssig fordel – og dermed også økonomisk gevinst - at vente med at flytte veje, fortove og cykelstier, til skinnerne skal lægges, masterne rejses og stationerne bygges. Den melding får allerede konsekvenser nu.

- Vi kan konstatere, at der vil være en væsentlig besparelse ved at integrere transportsystemet og flytningen af veje, fortove og cykelstier i højere grad, end vi har lagt op til hidtil. Derfor udskyder vi igangsættelsen af vejarbejdet, så det kommer til at foregå nogenlunde samtidigt med anlæggelsen af transportsystemet. Hvornår anlægsarbejdet går i gang, ved vi tidligst, når vi møder byderne for anden gang i løbet af efteråret, forklarer Mogens Hagelskær til Bygtek.

Hold budgettet
Odenses borgmester Anker Boye (S) slår fast, at byens kommende letbane skal bygges for de tre mia. kr., som budgettet lyder på.

- Signalet herfra er meget klart, også til leverandørerne: Der kommer ikke flere penge, siger Anker Boye til fyens.dk.

Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) har i en orientering til Folketingets Transport- og Bygningsudvalg oplyst, at han efter at være blevet orienteret om de første bud er bekymret for situationen omkring Odense Letbane.

- Jeg ser med den største alvor på den markedssituation, som de indkomne tilbud indikerer, og jeg har bedt mit ministerium om at følge situationen tæt, skriver han til udvalget.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/odense-letbane-presses-af-hoeje-priser

GDPR