FOLKETINGET: Under forhandlingerne om en ny pesticidstrategi sidste år havde regeringen og en række partier i Folketinget planer om at indføre et totalforbud mod at bruge sprøjtemidler i særligt sårbare områder ved drikkevandsboringer.
Men lige før den endelige aftale kom på plads, droppede daværende miljøminister Esben Lunde Larsen (V) sprøjteforbuddet, så blandt andet landmænd fortsat kan sprøjte med pesticider tæt på drikkevandsboringer.
Esben Lunde Larsens egne embedsmænd i Miljøstyrelsen havde ellers i flere notater fremhævet netop et sprøjteforbud rundt om landets knap 7.000 drikkevandsboringer som den bedste sikring af grundvandet mod sprøjtemidler.
Det oplyser Radio24syv, som er kommet i besiddelse af et aftaleudkast fra sidste års forhandlinger om pesticidstrategien, og som har fået aktindsigt i notater ved Miljø- og Fødevareministeriet samt Miljøstyrelsen.
Ifølge professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra Institut for vand og miljø på Danmarks Tekniske Universitet ville et sprøjteforbud have været den bedste fremtidssikring af grundvandet.
- Den eneste måde, hvis man virkelig vil beskytte grundvandet, må simpelthen være, at man ikke bruger pesticider der, hvor grundvandet bliver dannet - det grundvand, vi bruger til at lave drikkevand af, siger han til Radio24syv og forklarer, at det skrottede forbud øger risikoen for, at man i fremtiden vil finde flere pesticider i drikkevandet.
Boringsnær beskyttelse
På det seneste har forskere slået alarm og advaret om, at sprøjtegifte truer det danske drikkevand. Drikkevandsboringer er blevet lukket i hele landet efter fund af pesticidrester fra sprøjtemidler. Så sent som i maj blev to vandværker og en række vandboringer i Hvidovre og Dragør lukket, fordi man opdagede rester af sprøjtegift i vandet.
Regeringen landede med opbakning fra DF, S, SF og R den nye pesticidstrategi for 2017-2021 den 21. april sidste år.
Blot en måned før aftalen kom på plads, havde der været planer om at indføre totalforbuddet mod at bruge sprøjtemidler i særligt sårbare områder ved drikkevandsboringer - kaldet boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) – som strækker sig i en radius på op til 300 meter rundt om boringerne.
I slutningen af marts oversendte Miljøministeriet et aftaleudkast til Folketingets partier, hvor sprøjteforbuddet fortsat var en del af aftalen:
'Der indføres som en forstærket beskyttelse af grundvandet, et forbud mod anvendelse af pesticider i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), står der på den første side i aftaleudkastet, som Radio24syv er i besiddelse af.
På det tidspunkt havde Esben Lunde Larsen siden januar fået udarbejdet flere notater om sprøjteforbuddet, og planen om et forbud var så langt, at han i slutningen af marts skulle godkende et længere notat, der skulle bruges i den videre proces med regeringens økonomiudvalg.
9.000 hektar landbrugsjord
Samtidig fremhævede regeringens embedsværk i Miljøstyrelsen, at et sprøjteforbud ved vandboringer ville give 'den højst mulige beskyttelse af grundvandet mod sprøjtemidler', står der i et internt notat fra Miljøstyrelsen. I notatet fremgår det også, at områderne omkring vandboringerne er særligt sårbare, da forurening af grundvandet 'relativt hurtigt og i høje koncentrationer kan ramme en vandforsyning'.
Men da den endelige aftale kom på plads den 21. april, var sprøjteforbuddet pillet ud af aftalen. Det fremgår af den endelige pesticidstrategi.
Sprøjteforbuddet blev erstattet med erklæringer om, at man vil øge fokus på området og lade det være op til de enkelte kommuner - som det også var tilfældet før aftalen - at indføre et eventuelt sprøjteforbud eller andre foranstaltninger ved vandboringerne.
Hos foreningen for danske vandværker, Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva), ærgrer man sig over, at forbuddet blev droppet.
- Det er tåbeligt, at man ikke har sikret de her forholdsvis små områder. Det ville kunne give en væsentlig øget beskyttelse af vores drikkevand, siger miljøkonsulent Claus Vangsgaard fra Danva.
I alt skulle sprøjteforbuddet have dækket et areal på 19.000 hektar jord, heraf 9.000 hektar landbrugsjord, hvilket svarer til 0,4 procent af den dyrkede jord i Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.