Rød blok vil forbyde sprøjtemidler på et areal på op mod 200.000 hektar frem mod 2030. Det skriver Politiken.
- Vores grundvand og vores rene drikkevand er truet. Derfor foreslår vi en fredning for et område på størrelse med cirka fire gange Falster, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til avisen.
En kortlægning skal afgøre de områder, som skal fredes for sprøjtemidler. Men statsministeren siger, at der primært vil være tale om områder, hvor der i dag er landbrug.
Drift må udgå
Derfor vil der være noget drift, som skal udgå, men de pågældende landmænd vil blive kompenseret, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren understreger, at man godt stadig kan drive landbrug i områderne. Det skal bare være miljørigtigt.
Partierne bag udspillet er Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet. Det er det første samlede udspil fra rød blok i valgkampen.
- For rent drikkevand skal være en ret - også til vores børn og børnebørn. Det kræver at vi allerede nu beskytter det langt bedre, skriver SF's formand, Pia Olsen Dyhr, på Twitter.
Landbrug & Fødevarer "i chok"
Formanden for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, skriver i en skriftlig kommentar til Ritzau, at han "er reelt i chok over udspillet".
- Forslaget er aldeles ubegrundet, når man ser på myndighedernes nyeste vurderinger af udfordringer for det danske grundvand og lytter til førende eksperter, siger han.
Landbrug & Fødevarer henviser blandt andet til, at professor i miljøtoksikologi på Københavns Universitet, Nina Cedergreen, tidligere har kaldt forslaget "spild af penge" over for netmediet Altinget.
Hun kommenterede forslaget, da SF fremsatte det som krav ved finanslovsforhandlingerne sidste år.
I forvejen stærk regulering
Professoren begrunder det med, at brugen af pesticider er meget stærkt reguleret i Danmark, og derfor er der ikke nogen særlig risiko.
Søren Søndergaard understreger, at det er vigtigt at passe på grundvandet. Og det gør man allerede.
Danmarks Naturfredningsforening roser omvendt udspillet. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
- Selvfølgelig bør det gøres forbudt at anvende sprøjtegift, der hvor vores drikkevand dannes og hentes. Det bør slet ikke være til diskussion, siger foreningens præsident Maria Reumert Gjerding i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.