
Den megen nedbør, som ramte Danmark sidste år, har været medvirkende til, at de indre farvande har haft det ekstra skidt i 2024.
Det viser ifølge Politiken en opgørelse fra Aarhus Universitet over udledningen af kvælstof fra danske marker sidste år. Her når man frem til, at der sidste år blev udledt 65.000 ton kvælstof, hvilket er det største mængde i fem år.
Et tal, der foruroliger Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
- Det her viser klart, at udledningerne er højere, end regeringen har regnet med. Alle kan se, at vores fjorde og havmiljø er ved at dø af iltsvind, og det skyldes den alt for store kvælstofudledning fra især landbruget, siger hun til Politiken.
Trækker man den megen nedbør ud af ligningen, svarer sidste års udledning til en normaliseret udledning på 50.000 ton, og det er faktisk det laveste tal, der nogensinde er registreret.
Det ser chefkonsulent Marie Østergaard fra Landbrug og Fødevarer som et godt tegn.
- Når det er sagt, så er vi langtfra i mål i kampen for et bedre vandmiljø, og derfor er det ekstremt vigtigt, at den grønne trepart bliver vedtaget, så vi kan få permanente virkemidler såsom vådområder, siger hun til Politiken.
Forhandlingerne om udmøntningen af den grønne trepart har været i gang i ugevis.
Fredag skulle der have været afholdt fællesmøde med deltagelse af alle politiske partier, men det blev aflyst.
Årsagen er, at partierne er meget langt fra hinanden, netop når det gælder landbrugets tilladte udledning af kvælstof fremover.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.