
REBILD: Kun en lille håndfuld ansatte på Karensmindeskolen vidste, hvad der skulle ske torsdag den 24. september, da skolen blev kåret som Årets Festivalarrangør altså som landets bedste til at skabe en god og lærerig naturvidenskabsfestival for eleverne. Astra, Danmarks nationale naturfagscenter, stod for kåringen, oplyser Rebild Kommune.
Skolens lærere troede de var til torsdags-briefing, men pludselig tonede repræsentanter for Astra og politikere og embedsfolk fra Rebild Kommune frem på storskærm for at overrække prisen. Overrækkelsen foregik online på grund af corona-restriktionerne.
Prisen som Årets Festivalarrangør gives til en skole, der er særligt god til at bruge Naturvidenskabsfestival som motor for at skabe og vedligeholde naturfaglige kulturer. Karensmindeskolen er udvalgt blandt cirka 6.000 skoler, der laver Naturvidenskabsfestival i uge 39.
Hvert år under Naturvidenskabsfestivalen arrangerer Karensmindeskolen Science Fair for skolens omkring 700 elever. Årets tema var Store Opdagelser. Alle eleverne forberedte en fremlæggelse af et bestemt emne, som de fortalte hinanden om med opstillinger, boder og aktiviteter ved den store Science Fair i torsdags. En dag hvor eleverne også lavede eksperimenter klassevis: De mindste elever tog på edderkoppejagt, mellemtrinnet byggede elmotorer og udskolingen varmluftballoner.
Med prisen fulgte en check på 15.000 kr., som naturfagsteamet og skolen kan bruge på lærerige og naturvidenskabelige oplevelser for eleverne.
- Naturvidenskabsfestivalen er Danmarks største og ældste festival for naturvidenskaben.
- Flere end 150.000 børn og unge over hele landet oplever hvert år i uge 39 ny, anderledes og eksperimenterende naturvidenskab.
- Tanken med Naturvidenskabsfestival er at motivere børn og unge til at udforske, forstå og forandre verden med videnskab.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.