KØBENHAVN: Det fransk-tyske entreprenørkonsortium Tunn3L, der står for milliardbyggeriet af den nye metrolinje til Sydhavn i København, har fyret en af sine underleverandører, italienske Standard Cola Team (SCT), skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.
Årsagen er angiveligt, at SCT er kommet i økonomiske vanskeligheder og derfor ikke har kunnet betale løn til sine medarbejdere.
Det førte til to punktstrejker den 12. og den 16. marts, hvor henholdsvis 18 og knap 14 personer kortvarigt nedlagde arbejdet. I begge tilfælde begyndte alle at arbejde igen inden kl. 12, oplyser Tunn3L via sit pressebureau.
- Efter at Tunn3L blev informeret om problemet, trådte vi ind og sørgede for, at medarbejderne fik løn. Sagen har ingen indflydelse haft på driften, tidsplaner eller øvrigt arbejde, hedder det i et email-svar fra Tunn3L, som er et joint-venture mellem selskaberne Hochtief og Vinci.
Skal fjerne udstyr
Det har ikke været muligt at få et interview med Tunn3L’s ledelse om sagen. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Standard Cola Team, som er et italiensk konsortium ejet af henholdsvis entreprenøren Cola Impianti og teknikvirksomheden Standard System Engineering.
SCT har haft som hovedopgave at stå for eksempelvis elektriske installationer, rørsystemer og andre anlægsopgaver på metroprojektet.
Ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger opsagde Tunn3L i sidste uge kontrakten med SCT med to ugers varsel. Begrundelsen lød blandt andet, at SCT’s generelle økonomiske situation har vist, at der ikke er sikkerhed for, at underleverandøren vil være i stand til at opfylde betingelserne i kontrakten.
SCT er derfor blevet bedt om at fjerne sit udstyr fra byggepladsen inden kontraktens udløb den 26. april.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.