
Fra grønt til gult - sådan går det meget ukrudt, når haveejerne har været ude med giftsprøjten. Men det ødelægger grundvandet, og derfor er der brug for et forbud. Det mener direktør Lars Schrøder fra vandselskabet Aarhus Vand.
- Jeg kunne godt tænke mig, at der slet ikke fandtes sprøjtemidler til privat brug, siger han til DR Østjylland.
Aarhus Vand har 90 vandboringer, men 18 af dem bliver ikke brugt, fordi de er forurenet med sprøjtegifte.
- Vi vil have, at det vand, vi pumper ud til vores forbrugere, er rent og uden sprøjtegifte, så vi har måttet lukke boringer og lave nye på steder, hvor der endnu ikke er sprøjtegifte i grundvandet, siger han.
Ca. en pct til haveejerne
Vandværkernes forening, Danva i Skanderborg, bakker op om forslaget.
- Vi kan ikke se nogen grund til at bruge sprøjtegifte i private haver, fordi der er ikke nogen kommercielle interesser på spil, siger direktør Carl Emil Larsen.
Ifølge Miljøstyrelsens nyeste tal blev der solgt sprøjtemidler med 4200 tons aktivstof i 2013. Det er en smule mere end tre år tidligere, og det meste bliver solgt til landmænd, mens kun 44 tons blev solgt til haveejere. Det svarer til ca. en pct. af den samlede mængde sprøjtegift.
- Vi ved, at landmænd er uddannet til at bruge det, og det påvirker deres økonomi, fordi det er dyrt. Så de bruger ikke mere end nødvendigt, siger Carl Emil Larsen.
Hos Aarhus Vand mener Lars Schrøder, at mange haveejere ikke ved, hvad de gør.
- Der findes sprøjtemidler, der ikke må bruges på flisearealer, men min erfaring er, at rigtig mange ikke læser anvisningen bagpå, siger Lars Schrøder.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.