
RINGKØBING-SKJERN: Knap 100 hektar byggegrunde, som ligger urørte hen og venter på interesserede borgere eller virksomheder, skal fremover tilsås med vilde blomster og ellers passe sig selv, til de bliver solgt. Det oplyser Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hidtil har kommunens vej- og parkafdeling slået græsset med tilhørende brændenælder, mælkebøtter og tidsler to gange om året og holdt småtræer og buske nede. Det sker for at forhindre, at arealerne springer i skov og bliver så forvildede, at de udvikler sig til såkaldte §3-områder, så de ikke må sælges.
I stedet skal arealerne nu tilsås med vilde blomster og passe sig selv op til seks år. Eventuelt vil grundene blive slået en gang om året efter samråd med biologerne for at forhindre trævækst.
Balancegang
§3-områder er beskyttede naturtyper som f.eks. ferske enge, overdrev, strandenge og strandsumpe, heder, søer og vandhuller, vandløb, samt moser, kær og lignende. Men selv om kommunen brander sig som naturens rige, ønsker den bestemt ikke, at naturen overtager byggegrundene.
- De grunde har kommunen jo købt som et led i den større planlægning for at være sikker på at have byggegrunde til rådighed i de områder, hvor kommuneplanen tillader byggeri, og hvor strategien for grundudvikling forudsiger, at der vil ske vækst. Derfor er det ikke på de bynære byggegrunde, at naturen skal have lov at brede sig uhæmmet, og derfor er vi nødt til at sikre, at byggegrundene ikke springer i §3-områder, siger Niels Peter V. Lauridsen, fagchef for land, by og kultur.
Kommunens biologer vil vælge de blomsterblandinger, man vurderer egner sig bedst til at give naboerne noget kønt at kigge på, insekter og smådyr de bedste levevilkår og den bedste beskyttelse mod uønskede vækster.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.