Flere eksperter fraråder, at der gives tilladelse til nye pyrolyseanlæg, før konsekvenser for miljø og sundhed er blevet beskrevet. Det skriver Jyllands-Posten.
En række borgere har til mediet fortalt om udslæt, svimmelhed og hovedpine i kølvandet på etableringen af verdens største pyrolyseanlæg ved Smidstrup syd for Hjørring.
Klimaministeriet vurderer, at der kan være 70 pyrolyseanlæg i Danmark i 2035.
Men planerne bør stilles i bero, indtil anlæggenes påvirkning er beskrevet, lyder det blandt andet fra professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet.
- Hvis forsigtighedsprincippet skal tages alvorligt, er man nødt til at vente på resultaterne fra anlægget ved Smidstrup, før man giver tilladelse til andre pyrolyseanlæg, siger Philippe Grandjean til Jyllands-Posten.
Samme melding kommer ifølge mediet fra Erik Arvin, professor emeritus fra DTU, samt fra seniorrådgiver Lone Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling.
Advarsel mod biokul
Restproduktet fra pyrolyseprocessen er biokul, der kan pløjes ned og give gødning til marker.
Miljøstyrelsen har i et notat fra november sidste år advaret om, at biokul kan indeholde "sundhedsskadelige og miljøfarlige stoffer".
Kommunerne bør ifølge styrelsen følge et forsigtighedsprincip, når de tager stilling til nye pyrolyseanlæg.
Miljøstyrelsen har igangsat en række undersøgelser af, hvilke miljøfarlige stoffer der dannes under pyrolyse. Det arbejde ventes færdigt i 2027.
Hjørring Kommune har givet tilladelse til, at der spredes 5,6 ton biokul på marker i kommunen som led i et forsøg, hvor landbrugsorganisation vil undersøge, hvor godt biokul fungerer til at kalke jorden.
Hvis ikke det var forsvarligt, havde vi ikke givet tilladelsen, siger borgmester Søren Smalbro (V) til Jyllands-Posten og tilføjer, at 5,6 tons "er næsten ingenting".
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









