
HJØRRING: Danmarks første og eneste pyrolyseanlæg af sin slags, Stiesdal SkyClean ved biogasanlægget Agri Energy i Vrå, har fået et påbud om, at den skal måle luftforureningen fra sit anlæg.
Det kommer på bagkant af, at Hjørring Kommune har været på uanmeldt tilsyn ved virksomheden, efter at flere borgere har klaget over både lugt, svie i lunger og vejrtrækningsproblemer.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) svarede på et spørgsmål i folketingssalen tirsdag, at en reduktion i CO2 ikke må ske på bekostning af menneskers sundhed eller miljøet.
- Derfor laver vi en massiv investering i netop forskning, og vi følger op på, hvad det er for nogle processer, og hvordan vi kan sikre, at de processer ikke går ud over vores sundhed og miljøet, sagde han bl.a. med henvisning til en undersøgelse, der forventes færdig i slutningen af 2026.
Pyrolyseanlægget, der er koblet til et biogasanlæg, udvinder gas og metan fra gyllefibre, før det omdannes til biokul, der kan spredes på marker. Der er i forbindelse med aftalen om Den Grønne Trepart afsat ti mia. kr. til at udbrede teknologien i Danmark.
Overlader det til kommunerne
Ved udvidelsen af Agri Energy i Vrå vurderede Hjørring Kommune, at der ikke skulle udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, da det ikke "antages at det vil påvirke miljøet væsentligt". Derudover står der i tillægget til miljøgodkendelsen, at "der findes ifølge ansøger ikke lugtmålinger på afkast fra afbrænding af pyrolysegasser", hvorfor man sidestillede det med en naturgaskedel.
Men netop det, at man ikke som stat kræver, at der skal laves miljøvurderinger (VVM-afgørelser) stiller de to spørgere, Peder Hvelplund (EL) og Søren Egge Rasmussen (EL), sig uforstående over for.
- Der bør være nogle generelle krav til pyrolyseanlæg, som skal overholdes. Vi står altså over for noget, hvor regeringen vil bruge 10 milliarder på pyrolyseanlæg, og så bare overlade det til kommunerne, sagde Søren Egge Rasmussen, mens Peder Hvelplund fortsatte:
- Jeg tror ikke, at Hjørring Kommune ville have haft noget imod, at man havde sagt, at der skal laves en VVM, når vi står med et nyt anlæg, hvor der er ukendte konsekvenser.
Borgere som forsøgskaniner
Spørgerne er bekymrede for, at udbredelsen af teknologien er at spille hasard med borgernes helbred, da der ikke findes dokumentation for konsekvenserne ved at afbrænde våd biomasse i pyrolyseanlæg.
- Hvis man har en industriel produktion, der giver sundhedsmæssige gener for naboerne, så er der noget, man ikke har styr på, og det gør os urolige. Mener ministeren ikke, at lovgivningen bør sikre, at man ikke kommer til at stå i en situation, hvor borgere skal opleve sig som forsøgskaniner, lød det fra Peder Hvelplund, der selv bor i Hjørring Kommune.
Miljøministeren svarede, foruden at det ikke måtte gå ud over borgernes sundhed, at han har bedt Miljøstyrelsen om at tage kontakt til Hjørring Kommune med henblik på at inddrage og vidensdele om de problemstillinger, som pyrolyseanlæg må medføre. Han sagde videre, at der arbejdes på at lave nationale vejledninger, der skal rådgive kommunerne om den nye teknologi.
Direktøren for Stiesdal SkyClean, Peter Nickelsen, siger til TV2 Nord, at de arbejder på at reducere lugtgenerne, og at de er "meget overbeviste om, at der ikke er sundhedsfarlige ting ved anlægget."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.