REBILD: Med varsling af snevejr og fygning torsdag bliver der påny brug for sneplove og -traktorer mange steder i landet. Ifølge DMI kommer et markant snevejr i morgen først ind over det sydøstlige Danmark for så frem mod aftenen og natten at nå frem til Nordjylland.
Snestorm kan bl.a. her betyde lukning af udsatte veje pga. fygning og dannelse af snedriver, nedsat sigt samt risiko for standsning af kollektiv trafik.
I Rebild Kommune kan give ekstra problemer, når sneen falder og fyger, for kommunen har sparet snerydningen på 74 kommunale veje væk – for at spare omkring 200.000 kr. om året, skriver TV2Nord. Beslutningen blev truffet sommeren 2024, men de berørte beboere er først her i starten af 2026 blevet orienteret.
- Nej, det er ikke godt nok, og det kommer vi heller ikke til at gøre igen. Det er noget af det, som vi har sat ekstra fokus på i form af at få ansat mere personale til at tage sig af at få kommunikeret den her type beslutninger ud, siger Pia Elberg (R), der i sommeren 2024 var formand for teknik- og miljøudvalget i Rebild Kommune.
- Det her er noget vi, der har været involveret, er rigtig kede af, og det er noget vi husker. Når der kommer nye situationer bliver vi bedre til at bruge de ressourcer og bedre til at kommunikere direkte, siger Pia Elberg til kanalen.
Et sted at spare
At spotte snerydningen som et sted at spare er politikerne i Rebild ikke ene om. Fx vedtog et flertal i Aalborg Byråd i december sidste år, at der fra 2. kvartal 2026 ikke længere skal saltes mellem klokken 18 og 02 på veje i den såkaldte serviceklasse to - hvilket i kommunen tæller 900 km vej, skrev TV2Nord i starten af året.
Derudover bliver 200 km vej i kommunen nedklassificeret fra type to til tre, hvilket betyder mindre saltning og snerydning. Beslutningen sidste år giver kommunen en besparelse på 3,5 mio. kr.
- Jeg synes ikke, det er klogt at spare på snerydning, lød det fra den nytiltrådte rådmand for Teknik og Miljø Peter Lindholt (DD), der var en ud af kun to byrådsmedlemmer, som stemte imod forslaget. Budgettet for snerydning har været svært at overholde i kommunen, fx var der i februar 2024 kun 6 mio. kr. tilbage af et årsbudget på 24 mio. kr., skrev kanalen.
Med onsdagens hårde vind og stedvise kuling har småfærgerne i øvrigt flere steder også i dag måttet aflyse overfarter – bl.a. Ærøfærgerne, Alslinjen og overfarterne fra Svendborg til Skarø og Drejø, samt overfarten mellem Thyborøn og Agger.
Også Bornholm har været præget af stormen – både tre afgange på overfarten Rønne-Ystad og sejlture til og fra Christiansø, der ifølge TV2 Bornholm har været aflyst den seneste uge.
cwa/ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










