
For danskerne er det at sortere affald blevet en større opgave, når låget fra tomatemballagen skal i plastspanden, bakken til papaffald og stilken sorteres i den grønne madaffaldscontainer.
Men samtidig med, at danskerne siden 2020 har skullet sortere i ti affaldsfraktioner, er prisen for at få affaldet håndteret også steget markant. For dem, som bor i etageboliger, er prisen næsten fordoblet i forhold til 2019, viser en ny opgørelse fra Forsyningstilsynet. Det skriver Ingeniøren.
Da et bredt flertal i Folketinget tilbage i 2020 vedtog, at danskerne skulle sortere affaldet, var det ellers på baggrund af en vurdering fra Miljøministeriet, som sagde, at gebyrerne formentlig ville stige med 55 kr., og at "borgerne generelt ikke vil opleve stigninger i gebyret."
ARC: "Fuldstændig urealistisk"
Jacob Simonsen er direktør ved hovedstadens affaldsselskab ARC og finder det "fuldstændig urealistisk", at man kan ramme prisniveauet fra før 2020:
- Når vi skal sortere i 10 fraktioner, skal vi investere i tusindvis af nye beholdere til borgerne, nye biler, nye skraldemænd, og så er vi gået fra afhentning i sække til spande, hvilket lægger mange sekunder til hver tømning. Og nogle sekunder gange millioner af tømninger årligt løber hurtigt meget højt op, siger han til Ingeniøren.
Da den øgede sortering blev aftalt i 2020, lød det, at lavere omkostninger ville udligne forskellen, så prisen ikke ville stige for borgerne. Affaldsbranchen har ifølge Niels Toftegaard, kommunikationschef i Brancheforeningen Cirkulær, "hele tiden været skeptiske over for beregningen, som blev præsenteret for politikerne."
- Vi har rullet massevis af skraldespande ud, og det koster, hvad det koster – og det skal vi opkræve hos borgerne, siger han.
Miljøministeriet har ikke haft mulighed for at kommentere sagen inden deadline.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.