
36 ansøgere fra hele landet har mandag fået positivt svar på deres ansøgninger om støtte fra Indenrigsministeriets Landdistriktspulje. Tilsammen får de 14,3 mio. kr. til projekter, der kan skabe udvikling og gode levevilkår i landdisstrikterne.
I alt var der indkommet 111 ansøgninger til de tre slags projekter, der kunne søges støtte til, nemlig forskning, områder med landvindmøller og små øer.
Tre ansøgere fik i alt 1,7 mio. kr. i støtte til forskning.
Et af dem var Center for Regional- og Turismeforskning på Bornholm, som får støtte til at analysere effekterne af at have ophævet bopælspligten i landdistriktskommuner efter finanskrisen.
Støtte til forskning fik også IGV/Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning i Frederiksberg Kommune, som vil følge regeringsinitiativet med forsøgslandsbyer og -øer.
Den tredje portion forskningsstøtte går til Aalborg Universitet, som vil undersøge, hvordan arbejdet med cirkulær økonomi kan udvikles, forankres og skabe værdi på de danske småøer.
21 projekter får i alt 10,1 mio. kr. i tilskud fra puljen til projekter i områder med landvindmøller, fx til løbe- eller vandrestier, legepladser og udendørs fitnessområder. De 21 projekter ligger i Morsø, Holbæk, Stevns, Lolland, Odsherred, Ringkøbing-Skjern, Tønder, Skive, Bornholm, Mariagerfjord, Thisted, Guldborgsund, Viborg, Holstebro, Lemvig, Vesthimmerland og Varde.
Fra puljen til projekter på småøer var der penge - i alt 1,6 mio. kr. - til Orø, Hjarnø, Tunø, Askø, Bjørnø, Fejø, Femø, Strynø og Agersø. Her spænder projekterne fra udendørs aktivitetsområder og toiletfaciliteter over kasseapparat hos en købmand og kornrenser på et mølleri til turbåde og start af minilandbrug.
Læs mere om projekterne her (forskning), her (landvindmøller) og her (småøer).
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.