
SØNDERBORG: Friluftsrådet har netop godkendt Sønderborg Kommunes ansøgning om Naturpark Nordals, der dermed bliver den 12. naturpark i mærkningsordningen Danske Naturparker, oplyser kommunen.
Et område skal opfylde ti kriterier for at opnå kvalitetsstemplet Danske Naturparker. Blandt andet skal minimum 50 pct. af naturparkens areal være beskyttet natur, og naturparken skal være forankret lokalt gennem inddragelse af borgere og lodsejere. Det opfylder Naturpark Nordals til fulde, for det er primært private lodsejere samt Aage V. Jensens Naturfond og Naturstyrelsen, der lægger arealer til naturparken.
Aage V. Jensen Naturfonds direktør, Hanne Haack Larsen, oplyser, at fonden ejer og forvalter både Mjels Sø og Bundsø i den nye naturpark. Bundsø blev overtaget i 2019, og her har fonden netop indviet udsigtspunktet Bundsø-skjulet og forstærket publikumsstien.
Birger Jønsson, Friluftsrådet Sønderjylland Øst, glæder sig over, at nu er søerne igen blevet fyldt med vand takket være Aage V. Jensens Naturfond. Og Kresten Krenzen, repræsentant for lodsejerne i Naturpark Nordals, fremhæver, at "vi, der bor og lever i området ved, at det er et naturskønt område, som har utrolig meget at byde på og også kulturhistoristisk. Og da der kom vand i Mjels sø og Bundsø, er det ikke blevet et mindre attraktivt område".
- Naturpark Nordals dækker 1.928 hektar fra Stegsvig i vest, Nordborg Sø i øst og området ved Bundsø mod syd. Med genopretningen af Mjels Sø og Bundsø fremstår fjordlandskabet, som det gjorde i slutningen af 1500-tallet, hvor de inderste dele af fjordarmen blev afskåret fra havet og inddæmmet til søer.
- Det 18.000 år gamle istidslandskab kan opleves flere steder i naturparken med udsigt over to langstrakte tunneldale, en mindre smeltevandsdal og et unikt dødislandskab med bakker og søer i den nyplantede Oksbøl Skov. Inden for naturparkens grænser kan man opleve mange forskellige naturtyper og flere områder med høj naturkvalitet.
- Friluftsrådets mærkningsordning Danske Naturparker er en ordning, der med Naturpark Nordals rummer 12 naturparker.
- En naturpark er kort fortalt et område, hvor pleje, beskyttelse og benyttelse af naturen kombineres. Der er plads til både natur og mennesker, fordi benyttelsen tilrettelægges bæredygtigt, så de værdifulde landskaber og naturområder bevares.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.