
HOVEDSTADEN: Et partnerskab for virksomheder og kommuner om indkøb af elbiler, samt nye eldrevne bybiler i København, Tårnby og på Frederiksberg vil give omkring 1000 nye elbiler på vejene i hovedstadsregionen i 2014. Det er en fordobling i forhold til nu. Det meddeler Region Hovedstaden.
De to projekter har netop tilsammen modtaget knap 13 millioner kroner fra Energistyrelsen. Det glæder Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden:
'Bybilerne er en mere fleksibel transportmulighed, der supplerer det eksisterende offentlige transportsystem. Det vil samlet set give mindre trængsel i byen, mindre CO2- og partikel udledning, samt mindre støj i byrummet.'
Kommuner kører med
18 kommuner og 11 virksomheder har allerede meldt sig ind i et elbilpartnerskab organiseret af det regionale elbilsekretariat, Copenhagen Electric, under Region Hovedstaden. Kommunerne og virksomhederne har allerede aftalt at indkøbe over 500 nye elbiler. Ved at gå sammen opnår de rabatter, der gør bilerne ekstra attraktive.
Fra sensommeren 2014 vil borgere i Københavns, Frederiksberg og Tårnby Kommune desuden kunne tage en eldreven bybil, hvis shoppingturen tog overhånd, cyklen punkterede eller den sidste bus er kørt. Konceptet kendes allerede fra storbyer som Amsterdam, Berlin og Paris.
De omkring 400 eldrevne bybiler vil kunne bookes via smartphones eller smart cards a la rejsekortet, og brugeren betaler en minuttakst for at låne bilerne. Region Hovedstaden arbejder på at få bybilerne spredt ud i regionen, så flest mulige kan få glæde af dem.
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.