dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

22 kvadratkilometer landbrug i byttehandler mellem 144 ejere

Statslig pulje på ti mio. kr. til seks jordfordelingsprojekter skal skabe bedre sammenhæng.
4. FEB 2020 11.52

Seks projekter forskellige steder i landet skal omfordele arealer på i alt 22 kvadratkilometer landbrugsjord mellem ejerne, så de hver især får bedre sammenhæng mellem deres jordstykker og derved mindre uproduktiv transporttid. Staten bidrager med en pulje på ti mio. kr. til processen, der kommer til at omfatte mindst 144 lodsejere, oplyser Fødevareministeriet.

De seks projekter ligger i Vendsyssel, ved Lemvig, ved Skjern, ved Ulfborg, på Als og i Thy. Det største projekt er i Vendsyssel og omfatter alene godt otte kvadratkilometer.

Puljen på ti mio. kr. bruges til at give tilskud på op til 3.500 kr. pr. hektar. Der går 100 hektar på en kvadratkilometer, og netop det areal er minimumskravet for, hvor meget jord der skal omfordeles i hvert enkeltprojekt. Andre minimumskrav er, at mindst fem landmænd skal deltage omfordelingen, og omfordelingen reducerer køreafstanden til markerne med mindst 750 meter i gennemsnit.

Puljen er en del af Tørkepakken, som blev vedtaget i sommeren 2018 af den daværende V-LA-K-regering sammen med S, DF og R. Den gælder alene erhvervsrettet jordfordeling, altså samling af landbrugsjord i sammenhængende enheder, mens en anden pulje til multifunktionel jordfordeling i september sidste år blev besluttet af de samme partier, nu sammen med S-regeringen. Puljen ventes åbnet inden sommer.

Multifunktionel jordfordeling åbner for omfordeling af andet end landbrugsjord, så fx et landbrugsområde udlægges til natur mod at ejeren får et tilsvarende areal et andet sted. Her skal kommuner eller Naturstyrelsen være medaktører, oplyser Landbrugsstyrelsen.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/22-kvadratkilometer-landbrug-i-byttehandler-mellem-144-ejere

GDPR