Miljøstyrelsen har givet tilsagn om erstatning til skovejere for 27 nye urørte skove. Det er en den største stigning i privat urørt skov, siden det nye tilskud trådte i kraft. For første gang kommer der også urørt skov udenfor Natura 2000-områder.
Fremover skal naturen råde i 27 nye urørte skove, spredt rundt i hele landet. I skovene må der i al fremtid ikke fældes træer, graves grøfter eller plantes, så skovene udvikler sig vildt til gavn for et stort antal sjældne og rødlistede planter og dyr.
Aftalerne fordeler sig på 14 skovejere og gælder et området på i alt 285 hektar svarende til 3.600 parcelhusgrunde. Alle egnede ansøgninger om urørt skov er blevet imødekommet.
De nye urørte skove udvikler sig som urskov med døde træer med svampe og spættehuller, væltede stammer på skovbunden, og et stort antal sumpe, moser og lysninger.
Godt nyt for biodiversiteten
- Det er især dyr, svampe og insekter, som lever i og omkring ældgamle træer, der får gavn af de nye urørte skove. Den slags træer er der kun få af de dyrkede skove. Men i de urørte skove vil antallet af døde og døende træer vokse kraftigt, siger biolog Peter Kyvsgaard fra Miljøstyrelsen.
Stellas mosskorpion, troldflagermus og mosser som grøn buxbaumia er nogle af de truede dyr og planter, der får glæde af den urørte skov.
Forud for indgåelsen af aftalerne har Miljøstyrelsens fagfolk undersøgt prøvefelter, hvor alle træer er målt og bedømt for at fastsætte erstatningsbeløbet. Skovejeren modtager en engangserstatning for tabet af indtægter ved salg af træ.
Der er ved den seneste tilskudsrunde givet tilsagn om erstatning på i alt 25 mio. kroner for de 27 skove. Den aktuelle tilskudsrunde har givet det bedste resultat målt på hektar ny urørt skov, siden den nye ordning gik i gang: I 2017 blev der givet tilskud til 141 hektar, i 2018 til 175 hektar, og i 2019: 285 hektar.
Jagtrettighederne og adgangsforholdene bliver ikke ændret, når skovene blive urørte.
Efter at Miljøstyrelsen har underskrevet aftalerne har skovejerne to år til at tiltræde aftalen og forberede skovene på at blive lagt urørte, fx ved at fjerne ikke-hjemmehørende arter som rødgran og ædelgran.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.