Rådet for Grøn Omstilling sætter nu fokus på indeklimaet i landets daginstitutioner. I projektet, der er støttet af Realdania, undersøges en række indeklimaparametre, som er væsentlige for børns trivsel og sundhed.
Børn trives bedst i et sundt indeklima. Trods det, er der i størstedelen af landets daginstitutioner bekymrende niveauer af bl.a. skadelige kemikalier, partikler og CO2. Det viser et pilotprojekt, som blev gennemført af Rådet for Grøn Omstilling i 2019.
Nu skal en ny undersøgelse, finansieret af Realdania, endnu engang sætte indeklimaet i landets daginstitutioner under lup og bygge ovenpå den viden, som blev genereret i 2019. Projektet udføres i samarbejde med Teknologisk Institut, der som noget nyt skal stå for at måle støjniveauet i institutionerne. Desuden måles niveauer af CO2, ultrafine partikler, radon og skadelige kemikalier.
Projektet skal munde ud i en række anbefalinger til kommuner og daginstitutioner, der ønsker at forbedre indeklimaet for de yngste børn. Og så skal den nye viden bidrage til, at behovet for forbedringer af indeklimaet i landets daginstitutioner i højere grad kommer på den politiske dagsorden – både lokalt og nationalt.
Rådet for Grøn Omstilling vil i det nye år invitere en række kommuner til at deltage i projektet og udvælge de i alt 30 nye daginstitutioner, hvor indeklimaet skal undersøges nærmere.
ka