
ESBJERG: Op til 450 ungdomsboliger skal i 2020 stå klar som en del af et markant nybyggeri på Tovværket i Esbjerg. Esbjerg Towers hedder projektet, som Bjarke Ingels Group, også kendt som BIG, har designet, lyder det fra Esbjerg Kommune. Byggeriet indeholder tre boligtårne på 6, 10 og 17 etager og er en del af den helhedsplan, der skal udvikle Tovværket til et attraktivt område i det centrale Esbjerg.
De tre tårne i Esbjerg Towers på henholdsvis 57, 35 og 23 meter kommer til at indeholde de 450 private ungdomsboliger i forskellige størrelser. Mellem de tre tårne i Esbjerg Towers bliver der skabt et miljø, som indbyder til fællesskab.
Byggeriet bliver sat i gang, så snart de nødvendige tilladelser foreligger, og forventes at stå færdigt cirka to år senere, så ungdomsboligerne er klar til indflytning til studiestart i sommeren 2020.
Det nye byggeri er en del af helhedsplanen for Tovværket, der er placeret tæt på byens centrum, uddannelsesinstitutioner, idrætsfaciliteter, skov og hav. Kommunen har haft grunden på Tovværket i udbud, der blev vundet af Esbjerg Towers.
Mangel på studieboliger
- Der er generel mangel på studieboliger, så vi har i BIG besluttet os for at være med til at investere i en løsning. Vi har tidligere udviklet det flydende ungdomsboligkoncept Urban Rigger, som er ved at blive udført i København og Gøteborg, men det er første gang BIG optræder som egentlige projektudviklere, forklarer arkitekt David Zahle, der både er partner i BIG og bestyrelsesformand i udviklingsselskabet Esbjerg Towers Aps.
Hvert tårn i Esbjerg Towers bliver opført omkring en sekstenkantet klimaskærm, der går lige op og ned og har en kerne med elevatorer og trappe i midten og en rund gang med indgang til ungdomsboligerne.
Mens Rundetårn er 42 meter, og Ribe Domkirke er 52 meter, bliver det højeste tårn i Esbjerg Towers 57 meter højt. Det betyder, at de unge beboere får fornøjelsen af en 360 graders udsigt over byen, havnen, Vadehavet og Ho Bugt med Skallingen og Vesterhavet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.