KØBENHAVN: Bekymrede og utrygge naboer i en boligblok på Amager mener, at en række sindslidende beboere svigtes og er alt for syge til at bo i egne lejligheder med støtte, skriver Jyllands-Posten.
Natlige råb, truende adfærd, kriminalitet, beboere der går rundt i naboernes haver, kravler halvnøgne rundt eller spiller høj musik om natten. Den slags episoder har naboerne registreret 325 gange på to og en halv måned, og nu slår de alarm:
En stor del af de 49 beboere er ifølge naboerne alt for psykisk syge til at bo i egen lejlighed, som de gør på botilbuddet Sundbygårdsvej, der drives efter almenboligloven og med tilhørende bostøtte fra personale.
- Hvis det her er et resocialiseringsprojekt, så er det slået fuldstændig fejl og har desværre haft den modsatte effekt, siger nabo Benjamin Olsen til Jyllands-Posten.
Sidste år var der 38 politianmeldelser af de sindslidende beboere.
Også landets almenboligselskaber er alarmeret. Boligselskaberne oplever, at de må tage sig af et stigende antal udskrevne psykiatriske patienter, som kommunerne uden tilstrækkelig bostøtte placerer i lejligheder i almenboligområder, men som er for voldsomt plaget af psykisk sygdom og evt. misbrug.
'Uværdigt'
Kommuner og psykiatrien arbejder typisk ud fra recovery-tanken om, at psykisk syge skal lære at leve et så normalt liv som muligt.
- Men den strategi er gået for vidt, når så voldsomme psykiske lidelser leves ud i boligområderne, uden at vi kan få kontakt med det professionelle system og må ringe til politiet. Det er uværdigt for de psykisk syge, at vi skifter velfærdsstatens ydelser ud med ordensmagtens indsats, og det efterlader naboer magtesløse, siger Palle Adamsen, formand for BL – Danmarks Almene Boliger, til Jyllands-Posten.
Ifølge formanden for PsykiatriFonden, Anne Lindhardt, er recovery-tanken rigtig.
- Men det er ikke recovery at flytte syge mennesker ud i et boligkvarter og lade dem passe sig selv. Det er forsømmelse, siger hun til Jyllands-Posten.
Københavns socialborgmester Jesper Christensen (S) står på mål for den overordnede strategi:
- Men desværre får nogle borgere ikke den behandling, de har brug for. Der opstår blandet andet den hurdle, at de nogle gange bliver udskrevet for tidligt.
Når længere med folk
Og den tilgang er den helt rigtige, lyder det fra kontorchef for socialområdet i KL Tina Wahl:
- Vi ved fra forskning, at recovery-tilgangen er den rigtige, hvor vi arbejder på, at borgere kommer så tæt på deres eget miljø og på et normalmiljø som overhovedet muligt, siger Tina Wahl, der afviser, at det skulle være manglende ressourcer, der er afgørende for, om borgere bliver visiteret til egen bolig.
- Det er simpelthen, fordi vi mener, at man når længere med folk. Førhen mente man ikke, at man kunne komme sig over en psykisk sygdom. Men det ved vi heldigvis i dag. Det kræver dog, at borgeren kommer op om morgenen, har en hygiejne, lærer at lave mad og så videre.
I en undersøgelse fra KL, som Jyllands-Posten omtaler, svarer 46 pct. af de adspurgte kommuner, at døgntilbud til sindslidende er blevet erstattet med selvstændige boenheder i almene boligbyggerier. En rundspørge til de seks største kommuner foretaget af samme avis viser, at kommunerne vil fortsætte udviklingen og finder strategien hensigtsmæssig, både i forhold til borgeren og til kommunens ressourcer.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.